Hvorfor er det svært for DR og TV 2 at fejre julen i store juleshows?

Julen er en blanding af populære folkelige julesange og elskede julesalmer, og begge dele bør være til stede, mener KLF, Kirke & Medier, som igen efterlyser en tydeligere markering af julen i Alletiders juleshow på TV 2. TV 2 vil gerne være folkelig, men svigter folket, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF.

2
259

De store juleshows med juletoner og julestemning i metermål er en naturlig del af tv-programmet i december. Således også i julen 2022 med DR Pigekorets jul, Danmark synger julen ind, Fællessang – mens vi venter, DRs store juleshow og Alletiders juleshow på TV 2.

– Det var fem meget forskellige juleprogrammer. Julemusikken var en integreret del af alle programmerne, det var en del af konceptet. Men der var stor forskel på typen af musik, der var udvalgt, og den manglende variation i visse af programmernes musikvalg vækker undren, konstaterer Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.

DR Pigekorets jul var en helstøbt oplevelse, mener Mikael Arendt Laursen. Foto: Christian Larsen/DR.

Julestemning med folkemusikalske undertoner

DR Pigekorets jul, der blev sendt på P2 juleaftensdag og på DR2 juledag, var ifølge Mikael Arendt Laursen det mest velfungerende.

– Det var en helstøbt, velkomponeret, velorkestreret julemusikkoncert. Det var en sammenhængende musikalsk oplevelse under ledelse af dirigenterne Susanne Wendt og Phillip Faber. DRs tre kor, Pigekoret, Juniorkoret og Børnekoret, gav os en ganske unik aften, hvor gamle og nye salmer, kendte julesange, klassiske korværker og instrumentale indslag med folkemusikalske elementer smeltede sammen og gik op i en højere enhed. Der ligger helt sikkert meget arbejde bag sådan en koncert, men det betaler sig! mener Mikael Arendt Laursen.

Danmark synger julen ind bød på både folkelige julesange, velkendte engelske julehymner og de mest elskede julesalmer. Foto: DR.

Noget lignende var tilfældet med Danmark synger julen ind, der blev sendt på DR2 1. søndag i advent, hvor Katrine Muff og Mathias Hammer var værter.

– Det var et juleshow med en god blanding mellem de folkelige julesange, velkendte engelske julehymner og de mest elskede julesalmer med Det kimer nu til julefest som åbningssalme og Dejlig er jorden som afslutningssalme. Der var plads til humoristiske kommentarer til inflation og energikrise i en bearbejdning af Whams Last Christmas og moderne julesange som Oh Lands Julefeber, bemærker Mikael Arendt Laursen.

Fællessang – med en bemærkelsesvig regibemærkning

Fællessang – mens vi venter bød på en bemærkelsesværdig pointe, mener Mikael Arendt Laursen. Foto: Agnete Schlichtkrull

Fællessang blev et fænomen under covid19-pandemien og dukker fra tid til anden op i DRs sendeflade, også denne jul med Fællessang – mens vi venter.

– Konceptet bag fællessang er velkendt, og vi var her tilbage i det sædvanlige, enkel setup med et studie med Johannes Langkilde og Katrine Muff, der spillede og sang ind i mellem diverse artisters indslag. Salmerne var ikke dominerende, men de var med, og Johannes Langkilde havde en bemærkelsesværdig pointe, mener Mikael Arendt Laursen.

Klip fra Fællessang – mens vi venter (DR).

Han henviser til, at forud for at Vesterbro Sogns Spire- og Børnekor skulle synge Et barn er født i Betlehem, sagde Johannes Langkilde følgende:

”Salmer er jo en fuldstændig integreret del af julen. Det er noget, man giver videre fra generation til generation.”

– Det er en bemærkelsesværdig regibemærkning med tanke på julesalmernes rolle i de fem julemusikprogrammer. Det står ikke til diskussion, at julesalmerne er en integreret del af julen – uanset om man slider salmebogen tynd, eller om salmer kun er noget, man synger rundt om juletræet. Derfor kan det undre, at salmerne i to af de fem juleshows er stort set fraværende, mener Mikael Arendt Laursen.

Stephania Potalivo og Phillip Faber var værter på DRs store juleshow. Foto: Agnete Schlichtkrull

Hvad med salmerne?

Både DR og TV 2 bød nemlig på to juleshows, hvor salmerne var stort set fraværende: nemlig i DRs store juleshow, der blev sendt på DR1 lørdag den 17. december, med Phillip Faber og Stephania Potalivo som værter og Alletiders juleshow, der blev sendt på TV 2 lillejuleaftensdag, med Natasja Crone og Peter Mygind som værter.

– DRs store juleshow havde ét højdepunkt, nemlig en sammensmeltning af Et barn er født i Betlehem og Halleluja-koret fra Händels Messias i en gospelvariation. Det fungerede rigtig godt og var meget medrivende. Men ellers var showet domineret af engelsk-sprogede julesange. Det er kritisabelt, at et juleprogram á 90 minutters varighed kun har plads til én julesalme, og at 10 ud af 18 sange end ikke er danske.

Sidste år fik TV 2 drøje hug for Alletiders juleshow. Derfor var Mikael Arendt Laursen meget spændt på, hvordan TV 2 ville gribe det an denne gang.

– Det begynder rigtig flot med Et barn er født i Betlehem som solosang, som bevæger sig over i et halleluja-kor, mens Peter Mygind præsenterer aftenen. Men resten af showet var helt renset for julesalmer. Kun Kim Larsen-aficionados vil glæde sig over markeringen af julens kristne rødder i Gasolins julesang Endelig jul igen, som Folkeklubben optrådte med.

Alletiders juleshow begyndte godt, men… Foto: Martin Dam Kristensen TV 2

TV 2 er ude af trit med seerne

Sidste år kritiserede KLF TV 2 for berøringsangst overfor julesalmerne. Den kritik er Mikael Arendt Laursen skuffet over at gentage:

– Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad TV 2s forståelse af julen er. TV 2 signalerer ved sin manglende prioritering af julesalmer at være ude af trit med befolkningen og repræsenterer en snæver marxistisk, ateistisk fortolkning af julen med Alletiders juleshow. Jeg forstår virkelig ikke, at TV 2 er så berøringsangst overfor julen og julens salmer. Men det må være konklusionen efter endnu et såkaldt alletiders juleshow.

Mikael Arendt Laursen respekterer, at TV 2 vil være folkelig i sin sendeflade. Men det er ikke ensbetydende med, at sendefladen skal være renset for indhold, der kan lugte af kirke og kristendom.

– Langt de fleste danskere synger julesalmer i julen, og der er en stribe julesalmer, som TV 2 kunne smide i programmet uden at giv køb på folkeligheden. Jeg tror tværtimod, at seerne vil opleve at blive inddraget gennem og genkendt i julesalmer som Julen har bragt velsignet bud, Dejlig er jorden, Der er noget i luften og Glade jul, dejlige jul. TV 2 vil gerne være folkelig, men svigter folket.

Både DR og TV 2 bryster sig af at være public service-stationer. KLF, Kirke & Medier efterlyser, at de står ved det.

– Det ligger indbegrebet i public service at være i folkets tjeneste. Det betyder ikke, at man skal lefle, gå efter laveste fællesnævner eller tilfredsstille den lille del af befolkningen, som gerne ser julen renset for kristne elementer. Der ligger derimod en dannelsesopgave, en oplysningsforpligtelse hos public service-medierne – i julen såvel som til andre højtider og hverdage. DR demonstrerer i visse juleshows at leve op til sine forpligtelser. Det er noget andet, når det gælder TV 2: Alletiders juleshow er underholdende, men public service er det ikke. Det mangler tyngde og substans og tager ikke seerne eller sin public service-forpligtelse alvorligt.

Optælling

Tidligere artikelZDF sender direkte fra pave Benedikts begravelse
Næste artikelNye tv-julekalendere modtog blandede reaktioner

2 KOMMENTARER

  1. Kan ikke huske om det var 1.juledag eller 2. Juledag, hvor der blev sendt et halvanden times program med Faber.
    Da der var gået en halv time – tre kvarter, blev jeg SÅ skuffet og slukkede for programmet, fordi det ikke var salmer, der handlede om hovedpersonen i julens budskab.
    Var også skuffet over udsendelsen med Muff…..
    M. V. H. Aase Troelsen

  2. Man kunne godt have sendt en god serie hver dag i julen.
    Der sidder mange ensomme gamle mennesker i juledagene, men dem, der bestemmer programmerne, tænker overhovedet ikke på dette.
    Var det mon en ide, at spørge seerne om, hvilke udsendelser de kunne tænke sig at se.
    Der var mange gode forsat serier udsendt i 70erne og 80erne
    F. eks. Rødderne, Zarens kure’r, Nord og Syd og mange, mange flere.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her