Året er få dage gammelt, og allerede nu er der fokus på en fraktion af den kristne kirke i Danmark i vores medier. Med programserien Guds bedste børn sætter TV 2 nogle af de radikale, kristne miljøer til debat. Hvad foregår der i disse sammenhænge? Er det indoktrinering? Sker der overgreb af forskellig art? Er der tale om en sekt? Spørgsmål som disse melder sig hos os som seere.
Det er let at sætte fokus på de sammenhænge, hvor noget går galt på den ene eller anden måde, og det er som sådan også mediernes opgave. Overgreb og magtmisbrug skal både italesættes og stoppes. Men udfordringen er, at rigtig mange ikke forstår forskellene i de kristne sammenhænge. Der fokuseres på ekstremerne, på det kontroversielle – for det er der læsere, lyttere, seere og dermed kroner i. Information om såkaldt “almindelige” kristne giver medierne os (stort set) aldrig.
Kulturkristen, folkekirkekristen, personlig kristen, bekendende kristen, konservativ kristen, bibeltro kristen, ortodoks kristen, fundamentalistisk kristen, radikal kristen, fanatisk kristen… Hvor placerer jeg mig selv, og hvor placerer andre mig? Det er ikke lige meget, for det er med til at skabe det samlede billede af en kirke eller en anden kristen forsamling.
Medierne bør være meget bedre til at tænke mere nuanceret og reflekteret, når de taler og skriver om kristendommen. Uden nuancer og refleksion forsvinder overblikket, og fordomme skabes – eller fastholdes. Meget let risikerer vi, at almindelige, velfungerende frikirker eller kristne foreninger slås i hartkorn med radikale miljøer som Faderhuset eller lignende. Og det er forkert! Langt de fleste kristne kirker og foreninger er sunde og velfungerende fællesskaber, hvor mennesker i alle aldre mødes og deler tro og liv med hinanden. Glade fællesskaber, hvor rammerne er sat gennem en demokratisk organisering, så man netop undgår personfiksering og magtmisbrug i videst muligt omfang.
Det ville glæde mig, om vores medier i 2019 vil tage udfordringen op og vise os lyttere og seere, at kirken er en mangfoldig størrelse, hvor helt almindelige mennesker nyder at komme, fordi der er godt at være. Uanset om man ser sig selv som den ene eller anden type kristen.
Foto: TV 2.