KLFs mærkesager i årets medieforhandlinger

Lidt forsinket på grund af valget er politikerne ved at være klar til at forhandle en ny medieaftale. Det er ikke bare en teknisk øvelse for specialister. Det er en samtale om, hvilket samfund vi vil være, og hvilke stemmer, værdier og fællesskaber, der skal have plads i vores fælles medier. Derfor blander KLF Kirke & Medier sig i forhandlingerne med fem mærkesager.

Medier formidler ikke bare virkeligheden – de er med til at forme den. De præger vores sprog, vores fælles fortællinger og vores forståelse af, hvad der er vigtigt. Og netop derfor mener vi, at public service-medierne har et særligt ansvar i en tid med uro og utryghed, og hvor tempoet er højt, opmærksomheden fragmenteret og globale platforme ofte sætter dagsordenen.

1. Public service skal samle – ikke splitte

Vi har brug for stærke, uafhængige danske public service-medier, som kan samle os på tværs af generationer, geografi og livssyn. Medier, der ikke først og fremmest måles på klik og hastighed, men på kvalitet, troværdighed og relevans.

Derfor arbejder KLF for, at den kommende medieaftale sikrer et stabilt og langsigtet fundament for DR, TV 2 og de regionale tv-stationer. Public service skal have tid og rum til fordybelse og nuancer – også når det er komplekst og kræver ekstra tålmodighed. Ambitionen bør være at være bedst – ikke først. Samtidig ønsker vi en tydeligere prioritering af konstruktiv journalistik, som ikke kun beskriver problemer, men også giver perspektiv, håb og handlemuligheder.

2. Tro, ånd og mening hører hjemme i det fælles rum

Kirke og kristendom er ikke et nicheområde. Det er en del af vores alles kulturarv og vores fælles fortælling. Alligevel oplever mange, at tro, ånd og eksistens i dag fylder mindre i mediebilledet, end de gør i menneskers liv. Det bør der gøres noget ved.

I en tid, hvor mange – ikke mindst børn og unge – søger mening, fællesskab og retning, har public service-medierne et ansvar for også at formidle den åndelige dimension af livet for alle aldersgrupper. Derfor arbejder KLF for, at kristne højtider markeres tydeligere, at kirkens kulturelle betydning formidles med indsigt og respekt, så tro og kristendom får lov til at fylde mere. Vi foreslår, at både DR og TV 2 ansætter en troskorrespondent, som kan sætte tros- og livssynsspørgsmål i perspektiv på linje med andre fagområder i nyheds- og samfundsdækningen.

3. Public service – også for dem, der ikke råber højest

I dag er mange medier stærkt optaget af at nå de unge. Men netop derfor har særligt DR et ansvar for også at give plads til ældre og udsatte, som ikke nødvendigvis føler sig hjemme i det høje, digitale tempo. Vi ønsker et public service-udbud, hvor der fortsat er plads til fællessang, gudstjenester, samtaler og programmer med ro, refleksion og nærvær.

4. Kultur og lokale fællesskaber er mere end pynt

Kultur er ikke noget, man lægger ovenpå, når der er tid. Den er bærende for vores identitet og vores demokrati. Alligevel oplever mange, at kultur- og eksistensstoffet i dag har en for utydelig plads i sendefladen – mere hos nogle medier end hos andre. Det vil KLF gerne ændre. Vi arbejder for klare og forpligtende krav til kulturformidling, bedre digital synlighed og et tættere samarbejde mellem public service-medierne, kulturinstitutioner, kirker og civilsamfund.

Også de regionale TV 2-stationer spiller en afgørende rolle for nærvær, lokal identitet og demokratisk engagement. Her siger vi klart nej til centralisering og sammenlægninger og ja til fortsat selvstændighed, regional forankring og stærke repræsentantskaber. TV 2-regionerne fungerer grundlæggende rigtig godt, så dem er der ingen grund til at lave om på! Vi bakker også op om Demokratiløftet og mener, at der bør sættes ekstra penge af til dette.

5. Digital udvikling – med mennesket i centrum

KLF har i snart ti år arbejdet med de menneskelige konsekvenser af den digitale udvikling. Det er det, vi kalder Mediemod. Teknologien er ikke neutral. Den former vores relationer, vores opmærksomhed og vores trivsel. Derfor opfordrer vi til nationale oplysningskampagner om bedre digital balance og til støtte af civilsamfundets initiativer, der hjælper børn, unge og voksne til et mere bevidst forhold til teknologi. Samtidig mener vi, at der er behov for, at både Danmark og EU tager større ansvar for digital uafhængighed i mødet med globale tech-giganter, og at public service-medierne bidrager til større indsigt i nordiske og europæiske fællesskaber.

Udspil til medieforhandlingerne

KLF Kirke & Medier har et klart formål med at bidrage med et mediepolitisk udspil, som vi vil fremlægge for politikerne i den kommende tid: Tro, kultur og fællesskab fortjener en tydelig plads i det fælles mediebillede – og i de kommende fire år.

Vær med i dialogen på Facebook

Vidste du, at du også kan følge os på Facebook? Og få nyheder, inspiration og ikke mindst deltage i et sobert kommentarspor. Hop ind på vores Facebookside og klik på Følg

Sammen er vi KLF!

Og det er folk som dig, der holder KLF Kirke & Medier relevant. Derfor spørger vi frimodigt: Har du lyst og mulighed for at støtte os?