Kirkeligt Medieakademi var med til at kåre billedet ”Tro i modvind” som vinder af Danske Kirkedages fotokonkurrence.
”En tro, der læner sig op ad usynlige stærke kræfter. En tro, der står oprejst i livets modvind”. Det var nogle af dommernes associationer, da de så billede nr. 3 i den fotokonkurrence, Danske Kirkedage indbød til sammen med Landsforeningen af Menighedsråd og Kristeligt Dagblad. Dommerne var Ingelise Pedersen fra menighedsrådene, biskop Henning Toft Bro fra kirkedagskomiteen, Lea Schøler, redaktør på Kristendom.dk, og Svend Løbner fra Kirkeligt Medieakademi.
Naturlig symbolik
Der var bred enighed om at billedet med barnet, der læner sig op ad vinden på færgedækket, var klart det bedste billede. Det var i modsætning til halvdelen af finalisterne ikke opstillet, det havde en tydelig symbolik om tro i med- og modvind, og det havde den ekstra lille krølle, at figuren dannede et krucifiks på dækket. At der også er en redningskrans i baggrunden fuldender blot symbolikken.
Der var også enighed om 2. pladsen, som gik til billede 1 fra en kirkegård i Grønland. Til gengæld skulle der en længere debat til at blive enige om at give billedet barnet med de foldede hænder ved morgenbordet en 3. plads.
– De skyldtes, at niveauet generelt var lavt. Nogle af finalebillederne var rent ud sagt dårlige rent fototeknisk, andre kunne have gav af en behændig beskæring og halvdelen af billederne var i en eller anden grad opstillede. Og de blev omgående afvist af dommerpanelet, fortæller Svend Løbner.
Læs også artiklen KLF bedømmer fotos.
—
Bliv bedre til billeder
Kirkeligt Medieakademi holder et fotokursus den 12. april. Fotograf Gitte Volsmann underviser sammen med Svend Løbner. Der er stadig ledige pladser.
Læs mere om kurset.