Hvad drømmer du om?
Anders Laugesen, mangeårig vært på DRs trosprogrammer: “At man lagde alle fordomme til side og udviste en reel nysgerrighed.”
Niels Jørgen Langkilde, tidl. MF og informationschef hos TV 2 og TV 3: “At man reelt beskæftiger sig med højtidernes indhold og udtryk.”
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier: “At vores medier kaster fordommene over bord og i stedet går nysgerrigt til højtidernes fortællinger.”
Jesper Bacher, sognepræst og mediekommentator: “At der er gudstjenester, historiske udsendelser, der sætter fokus på baggrunden for højtiderne – og programmer om noget aktuelt.”
Hvilket program ville du gerne se, som endnu ikke er blevet lavet?
Anders Laugesen: “I gamle dage lavede vi på P1 juleaften et helaftensprogram med alle mulige aspekter om julen. Der ligger omkring højtiderne – både jul påske og pinse – rigtig meget stof, som ikke er alment kendt.”
Niels Jørgen Langkilde: “Man skal følge påskens drama igennem skærtorsdag, langfredag og påskedag. Der skal være noget faktaoplsyning – også for børn og unge, for skolerne løfter ikke denne opgave til fuldstændighed.”
Mikael Arendt Laursen: “Jeg savner programmer, hvor hverdagens kristne kultur og det levede kristenliv får lov til at komme til orde. Hvor lyttere og seere i højere grad får lov til at opleve, at troen er et stærkt og troværdigt fundament og ikke bare en hobby.”
Jesper Bacher: “En temalørdag om påsken. Der er meget om julen, men påsken er underbelyst – særligt påskedramaet.”
Vi har spurgt fire personer, der kender medierne rigtig godt, om, hvad de mener, at medierne bør beskæftige sig med, når det gælder de kirkelige højtider.














