Vær med til morgensang på DR1 og P2

Phillip Faber vil hver morgen den kommende tid være vært for fælles morgensang på DR1 og P2, og hele Danmark inviteres til at synge med.

0
2828
Foto: Kim Matthai Leland

Under 2. Verdenskrig blev sangen en lise for sjælen og et middel til at stå imod presset fra den tyske besættelsesmagt. Landet over blev der indkaldt til alsang-stævner, hvor man sang sange som “I Danmark er jeg født”, “Jeg elsker de grønne lunde”, “Den danske sang er en ung blond pige”, nationalsangene “Kong Kristian stod ved højen mast” og “Der er et yndigt land” og ikke mindst den dristige “Man binder os på mund og hånd”.

Et lignende fænomen har i disse dage spredt sig fra Italien ud over Europa, hvor folk i hjemmekarantæne på grund af coronavirussen har åbnet vinduer og altandøre for at synge sammen. Det fænomen vil DR gerne understøtte og inviterer derfor sammen med Phillip Faber på morgensang på DR1 og P2.

Mandag var der præmiere under beskedne rammer på Pigekorets Facebook-side, men fra tirsdag vil morgensangen lyde på både DR1 og P2. I hverdage kl. 9.05 og i weekender kl. 10.03.

Årsagen til at morgensangen rykker fra Facebook til DR1 og P2 skal findes i, at responsen var meget stor, og det strømmede ind med forslag til sange og salmer, skriver DR i en pressemeddelelse.

Phillip Faber glæder sig til at invitere danskere i alle aldre med til fælles morgensang i denne tid.

– Når man nu er så isoleret, som mange af os er i øjeblikket, så kan man her tune ind og få 10 minutter, hvor man vil føle, at man er sammen med nogle om noget, og hvor man kan glemme katastrofetankerne i en kort stund. For selvom vi sidder i hver vores hytte, og man ikke kan høre eller se de mange andre, der synger med, så kan visheden om, at vi lige nu synger de samme kendte sange binde os sammen, siger Phillip Faber, der håber, at sangen vil give en følelse af fællesskab hos både seere og lyttere.

– Jeg oplever en opblomstring af fællessang og fællesskaber omkring sangen, og i en tid som denne, der er anderledes, bekymrende og vanskelig for mange, forstærkes behovet for at føle fællesskab, og den følelse vil vi gerne være med til at give de næste morgener, siger Phillip Faber.

Tidligere artikelDEBAT: Når gudstjenester aflyses, må DR træde til
Næste artikelKLF opfordrer kulturminister og medieordførere til at udskyde “sort skærm”