Nikolaj Bøghs bredside i Berlingske (den fulde kommentar ligger bag betalingsmur) fyres af her i DR’s jubilæumsårs første dage sammen med en opfordring til bestyrelsen om at sørge for, at man finder den helt rette generaldirektør til at tage over efter Maria Rørbye Rønn senere på året. At politikere forholder sig til vores public service-medier er som regel godt, for de har et ansvar for, at vi til hver en tid har velfungerende og relevante medier i fællesskabets tjeneste, men kritik skal ske på et oplyst grundlag.
Siden januar 2012 har jeg som generalsekretær i KLF, Kirke & Medier fulgt ganske nøje med i udviklingen særligt af tros- og kulturstoffet hos DR, og det er min klare overbevisning, at dygtige folk på flere positioner under den nuværende ledelse gennem disse år har formået at udvikle dette vigtige stofområde i en positiv retning. Dette er foregået i et tæt samarbejde med blandt andre KLF, Kirke & Medier.
Jeg kan tilslutte mig, at DR i nogen grad fokuserer for meget på lytter- og seertal, og at den brede underholdning ofte fylder rigeligt – særligt også i egenreklamer og topbannere i DR’s eget univers. Og jeg savner også flere programmer om litteratur og film. Men at påstå, at DR forviser trosstoffet til de alleryderste afkroge af sendefladen er en helt unødvendig overdrivelse. Og nej, overdrivelse fremmer bestemt ikke altid forståelsen! Nu ligger Før søndagen fx igen centralt placeret på DR1 lige efter TV-Avisen lørdag aften. Og P1 har trosprogrammer fordelt ud over ugen.
jeg anerkender modsat Nikolaj Bøgh, at DR gennem de senere år har formået at præsentere os for flere nye og særdeles vedkommende programmer om kirke og kristendom
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær KLF, Kirke & Medier
Nikolaj Bøgh savner generelt gode programmer om dansk kultur, samfund og historie. Dem finder jeg ganske mange af i kategorierne Historie og Kultur på DRTV.
Jeg er naturligvis enig i, at kristendommen spiller en helt central rolle i dansk kultur, hvilket DR også skal forpligte sig på at afspejle. Om niveauet er på et passende niveau kan altid diskuteres, men jeg anerkender modsat Nikolaj Bøgh, at DR gennem de senere år har formået at præsentere os for flere nye og særdeles vedkommende programmer om kirke og kristendom. Med programmer som Præst søger paradis, Guddommelig mad, Hvad ville Jesus have sagt, Iben på Herrens mark, Præster i krig og et stort tema om Grundtvig er det svært at se, at nytænkningen på dette område skulle være fuldstændig fraværende.
Nikolaj Bøgh kritiserer også DR for ikke at forholde sig til den læsekrise, som der er fokus på for tiden, og endnu engang bliver jeg nødt til at forsvare DR. Med projektet En verden af historier har DR sammen med TrygFonden taget et tydeligt ansvar i samarbejde med en række partnere.
Fra KLF’s side håber vi meget på, at en ny generaldirektør vil have øje for både bredden og dybden i DR’s opgave, også når det gælder kirke, kristendom og kultur i det hele taget. For at bruge tidligere kulturminister Mette Bocks udtryk, så har vi brug for et kulturelt fyrtårn, som også er garant for troværdige nyheder og som styrker fællesskabet og demokratiet i vores lille land.
Det er en tvungen opgave for politikerne at sikre, at vi har et vedkommende og tidssvarende DR, som når ud til hele befolkningen også på den lange bane. Alternativet er langt værre. Et samfund, og særligt et lille sprogområde som vores, mister umådelig meget sammenhængskraft, hvis vi alene skal forholde os til kommercielle medier. Det kan vi sagtens finde eksempler på rundt omkring i verden.
Er alting bedre end for 14 år siden? Sikkert ikke, men der er langt flere lyspunkter på mediehimlen, end Nikolaj Bøgh har fået øje på!