Selv om 94 procent af danske teenagere har en Facebook profil, er de ofte usikre på, hvordan deres indhold bliver brugt.
Unge tillægger privatlivet stor betydning på de sociale medier. Men både de unge selv og deres forældre er usikre på, hvordan deres indhold bliver brugt, viser en ny undersøgelse fra Medierådet.
Så godt som alle teenagere har en social medie profil, hver fjerde har fortrudt noget, de har uploadet på de sociale medier, og mere end hver tiende pige har følt sig truet eller bange. Disse tal og mange flere er resultater i den ny undersøgelse af unges privatliv på sociale medier.
Institut for Menneskerettigheder, DR, Berlingske Media, Forbrugerrådet og Medierådet for Børn og Unge står bag undersøgelsen, som den første danske repræsentative undersøgelse, der indkredser de unges privatliv på sociale meder.
– Hvor vi tidligere opfattede sociale medier som en opslagstavle og måske ikke tænkte så meget over, hvor de ting, vi delte på nettet, bevægede sig hen, så er de sociale medier i dag blevet en integreret del af vores sociale rum, siger Claus Hjorth, kontorchef i Medierådet for Børn og Unge. Han fortsætter:
– De sociale medier spiller i dag en stor rolle i børn og unges opvækst, og de udfordrer vores sociale liv og omgangsformer samt ikke mindst vores rettigheder i forhold til privatlivet. Det er en ny verden, som vi skal tage stilling til, ikke bare som forældre, men i lige så høj grad inden for rammerne af de rum, hvor de unge også færdes i skole og fritidslivet.