TV2-Regionerne vil i en ny konkurrence hylde og præmiere ”fantastiske fællesskaber”, men kristne og politiske fællesskaber er udelukket fra deltagelse. Det er diskrimination, mener KLF, Kirke & Medier.
Tekst: Stefan Vase
Kristne fællesskaber samler landet over hver uge tusinder af mennesker i alle aldre i ”fantastiske fællesskaber”, men i en ny konkurrence fra TV2-Regionerne – ført an af TV2 Lorry – er kristne og politiske fællesskaber udelukket fra konkurrencen, som er delt op i to: En regional konkurrence, hvor der er 50.000 kroner på højkant, og en national konkurrence, hvor der er yderligere 100.000 kroner på højkant.
Pengene skal gå til forbedringer af fysiske rammer, indkøb af udstyr, aktiviteter og events, som kan inkludere flere i fællesskaber eller andet, som kan gøre det fælles mødested endnu bedre.
Men ”fællesskabet må ikke være religiøst eller politisk”. Og det er problematisk, at de regionale public service-stationer på den måde udelukker bestemte værdibårne fællesskaber fra at deltage:
– Det er meget fordomsfuldt og diskriminerende, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
Til Kristeligt Dagblad siger Nanna Andreasen, redaktør på TV2 Lorry, at konkurrencen skal være samlende:
”Vi fokuserer på det, der samler os på tværs af politiske eller religiøse overbevisninger. Politik og religion kan virkelig skille folk ad.”
Den køber Mikael Arendt Laursen ikke:
– Den konflikt, som Nanna Andreasen ser, er ikke-eksisterende. Der er tusindvis af kristne fællesskaber, som inkluderer mange, som gør en stor forskel i lokalsamfund, og som skaber ’fantastiske fællesskaber’. Dem, der vil skabe en konflikt her, kender tydeligvis meget, meget lidt til kristne fællesskaber, fastslår Mikael Arendt Laursen.
Det burde i øvrigt være overflødigt på forhånd at udelukke visse fællesskaber fra at deltage:
– Konkurrencen er allerede skruet sådan sammen, at hvis et fællesskab spreder mere, end det samler, kan det ikke være et fantastisk fællesskab, bemærker Mikael Arendt Laursen.
Mikael Arendt Laursen bemærker, at TV2-Regionerne normalt ikke har problemer med at dække kristne fællesskaber som en del af ”Foreningsdanmark”.
– Uge efter uge tager TV2-Regionerne fat på livets store spørgsmål og dækker kirke, kristendom og kristne nøgternt og ordentligt. Derfor virker denne frasortering eller devaluering af de kristne fællesskaber en kende ureflekteret og inkonsekvent. KLF har bedt TV2-Regionerne om at genoverveje beslutningen og invitere alle fællesskaber med.