Pressemeddelelse
Søndag blev der kun plads til 15 sekunder om Danske Kirkedage i TV-Avisen på DR1. Og TV2 Nyhederne undlod at dække bispevielsen i Haderslev. Kritisabelt, lyder det fra KLF, Kirke & Medier.
Kirkestof har også nyhedsværdi. Især når Danmarks største fælleskirkelige arrangement løber af stabelen. Eller en ny biskop bliver indsat i Folkekirken. 80 procent af danskerne er trods alt medlem af Folkekirken.
Men hverken bispevielse eller kirkedage fik den dækning i søndagens tv-nyheder, som de fortjente.
Ifølge det journalistiske nærhedskriterium er hjemlige begivenheder med så bred interesse vigtigere end et præsidentvalg i Pakistan. Sidstnævnte fik hele tre minutter i TV-avisen søndag kl. 18.30 på DR1, mens Danske Kirkedage i Aalborg måtte nøjes med 15 sekunder i samme udsendelse. Og det selv om Danske Kirkedage er det største fælleskirkelige arrangement i Danmark. Dagene samlede 4600 mennesker fra så forskellige kirkeretninger som Katolsk Kirke, Pinsekirken og naturligvis Folkekirken.
På TV 2 undlod man i tv-nyhederne søndag kl. 19 helt at dække bispevielsen i Haderslev Stift. Selv om det bestemt ikke er hver dag, der indsættes en ny biskop i Den danske Folkekirke. En interessant vinkel kunne have været, at snart halvdelen af de danske biskopper nu er kvinder. Med Marianne Christiansen er antal kvindelige biskopper nu oppe på fem. Ligestillingen vinder frem i Folkekirken.
Men det havde søndagens tv-nyheder ikke øje for. Og det er kritisabelt, mener KLF, Kirke & Medier.
– Det er jo ved disse særlige lejligheder, at DR skal vise, at man ikke bare har parkeret kirke- og trosstoffet på DR K. Og det er også her, TV 2 skal leve op til målsætningen om at integrere kirke- og trosstoffet i kanalens almindelige udsendelser. Det er skuffende, at så vigtige kirkelige begivenheder ikke får den naturlige dækning, de fortjener, siger KLF, Kirke & Mediers generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
Han tilføjer:
– Glædeligt var det dog at TV 2’s regionale stationer TV Midtvest og TV2 Nord bragte nyheder om kirkedagene. De rapporterede også om en bibelbus fra Bibelselskabet, der kørte Nordjylland tyndt med kendte politikere, kulturpersoner og kirkefolk, som alle læste op af Den Nye Aftale. Og TV Syd dækkede naturligvis bispevalget i Haderslev.
KLF, Kirke & Medier er en mediebrugerorganisation med over 17.000 medlemmer. Flere medlemmer har henvendt sig med kritik af de landsdækkende tv-stationers mangelfulde dækning af bispevielsen og Danske Kirkedage.
—
Generalsekretær Mikael Arendt Laursen kan kontaktes for en kommentar på mobil 27 14 66 99.