På et åbent samråd i dag i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har kulturminister Mette Bock på foranledning af et spørgsmål fra Rasmus Prehn, Socialdemokratiets transportordfører, åbnet op for, at FM-båndet kan slukkes på andre tidspunkter end i 2021. Det var ellers regeringens plan.
Tekst: Stefan Vase
Regeringens udspil til et nyt medieforlig har kastet et væld af reaktioner af sig. Men det ser ud som om, at regeringen har besluttet sig for at bløde lidt op. I sidste uge lød det, at regeringen er i gang med at finde flere penge på kistebunden. Noget, som KLF, Kirke & Medier kom med konkrete anvisninger til i søndagens udgave af Jyllands-Posten.
Men nu klinger der også flere forsonende toner fra kulturminister Mette Bock. Rasmus Prehn, den socialdemokratiske transportordfører, har kaldt Mette Bock i samråd i Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg, fordi han er bekymret for, hvad et tidligt FM-sluk kan få for de danske bilister.
På samrådet, der fandt sted i dag, slog Mette Bock fast, at FM-slukket lige så vel kan finde sted i 2023 end i 2021. Hun er sågar også åben for andre tidspunkter. Hør, hvad hun konkret sagde i klippet herunder.