TV-direktør fastholder kirkelig profil

0
1189

– Folkekirken er en naturlig del af det midt- og vestjyske. Derfor skal vi naturligvis fortælle om tro og eksistens, siger TV MIDTVEST’s nye direktør, Lone Sunesen. Hun holder foredrag i Herning på onsdag den 4. oktober.
Lone Sunesen holder foredrag onsdag den 4. oktober møde i Hedeagerkirken i Herning. Hun er direktør for TV MIDTVEST. Det er KLF Netværk Midtjylland Vest, som har arrangeret en medieaften der vil handle om Tv MIDTVEST i den nye medieverden.
Det danske medielandskab og ikke mindst danskernes medievaner ændrer sig markant i disse år. Det gør TV MIDTVEST også. Man er i fuld gang med at forvandle sig fra tv-station til mediehus, skriver Herning Folkeblad.
Lone Sunesen tiltrådte som direktør for tv-stationen i Holstebro sidste sommer. Hun kom fra DR Midt og Vest, hvor hun var redaktionschef, og inden da var hun presse-og kommunikationschef i MCH A/ S i Herning.
Kirken er naturligt med
TV MIDTVEST sender i et område, hvor Folkekirkens medlemsprocent er højere end gennemsnittet. Hvor landsgennemsnittet er 75,9 procent, ligger medlemsprocenten i Viborg Stift helt oppe på 85,2 procent.
Og det forpligter, mener TV MIDTVEST’s nye direktør, Lone Sunesen, ifølge et interview i magasinet Kirke & Medier:
– Med en høj medlemsprocent er Folkekirken en naturlig del af livet i regionen, det er derfor også naturligt for os at sende programmer med kirkeligt og eksistentielt indhold. Vi følger midt- og vestjyderne i medgang og modgang. Vi fortæller om deres liv, tvivl, udfordringer og glæder. Det vil vi også gøre i fremtiden, lover hun.
Lærte håndværket fra bunden af
Lone Sunesen afløser Ivar Brændgaard, der som kendt kirkemand satte sit præg på stationen.  Hun er 46 år, mor til tre og til daglig bosiddende i Holstebro med sin italienske mand.
– Jeg har siden mine tidlige teenageår vidst, at jeg ville arbejde med medier og mennesker. Jeg ville være journalist, men samtidig gerne lære håndværket fra bunden af. Så jeg begyndte som tv-tekniker på Videoskolen i Viborg. I praktik på TV 2/Fyn lærte jeg – ud over den tekniske del – også om de menneskelige og sociale mekanismer i mediebranchen. Det var en uvurderlig læretid!
Nære historier om mennesker
Da hun begyndte på journalistuddannelsen var TV MIDTVEST hendes første praktikplads – under Ivar Brændgaard. Siden har karrieren budt på arbejde både ved TV 2 Nyhederne, som kommunikationschef i MCH og som chef i DR, før hun i 2016 så at sige vendte hjem.
Og hvad vil hun så?
– Jeg vil arbejde målrettet for, at vi laver de vigtigste nyheder og aktualitetsprogrammer for midt- og vestjyderne. Vi skildrer deres liv og hverdag. Det gør vi kærligt og kritisk – gerne gennem stærke og nære menneskehistorier og især med fokus på konstruktive historier, som inspirerer.

Tidligere artikelLars Mikkelsen: "Det nemmere for mig nu at sige, at jeg tror"
Næste artikelDR’s familieserie diskriminerer