TV 2 vil levere flere kalorier på nyhedskanalen

0
1048

TV 2 NEWS har fået ny kanalchef og chefredaktør – Vi tager værdidebatterne op, siger nyudnævnte Ulla Pors.
Af Svend Løbner
I en tid, hvor man får nyheder hele dagen og er opdateret fra sin telefon alle vegne, er det godt at få nyhederne sat ind i en sammenhæng, når man kommer hjem fra arbejde.
Det fortæller Ulla Pors, der netop er udnævnt til kanalchef og chefredaktør på TV 2 NEWS. Hun har derfor søsat programmet NEWS & Co, der sendes alle hverdage kl. 16-18. Her diskuteres dagens nyhedsbillede med inviterede gæster. Ind imellem har også præster deltaget i debatten.
– Vi vil gerne udvide paletten af øjne, der ser, og stemmer, der ytrer sig, så vi får et bredere billede af debatten, siger Ulla Pors til magasinet Kirke & Medier.
Værdidebat om mennesker
TV 2 NEWS har blandt andet henvendt sig til KLF, Kirke & Medier for at få idéer til kirkelige paneldeltagere.
– Kirkelige emner kan være en del af debatten, men vi vil også meget gerne tage værdidebatterne, som jo fylder rigtig meget i dag, siger Ulla Pors og nævner flere eksempler:
– Det kan handle om alt fra curlingforældre til overvågningssamfundet. Eller om Brugsforeningen på Fyn, hvor en flaskedreng har taget en kop kaffe uden at lægge fem kroner og derfor bliver fyret.
Kloge mennesker er interessante
News & Co er opbygget, så nyhedshistorien fortælles lige ud ad landevejen for derefter at blive fulgt op af en diskussion. ”Vi fortæller nyhederne og tager diskussionerne om dem,” siger Ulla Pors:
– Her er alle paneldeltagere ligestillede. Og her er kloge menneskers bidrag altid interessante at høre. Og da får man input til at tænke på noget, man måske ikke ellers havde tænkt om historien.
– Vi vil gerne engagere danskerne. Ud over gul bjælke med breaking news vil vi gerne bidrage med indsigt, analyse og debat, så der altid er nogle kalorier at komme efter på kanalen, siger Ulla Pors, der tiltræder som chefredaktør på kanalen efter en vikarperiode.
Forstå udviklingen
– Jeg har været så heldig at få lov til at have chefposten på NEWS på prøve det seneste halve år, så jeg kan med stor overbevisning sige, at jeg glæder mig. NEWS er en fantastisk kanal, og holdet bag er enestående og dybt engageret. For mig er det en spændende udfordring at kombinere mine journalistiske erfaringer med det at drive en kanal, som jeg før har gjort med DR1. Jeg synes, vi på NEWS dagligt beviser, at der mere end nogensinde er brug for kanalen til at fortælle os, hvad der sker, og til at forstå udviklingen og sætte den i perspektiv.
Artiklen er opdateret fra et interview med Ulla Pors i magasinet Kirke & Medier, maj 2017.

Tidligere artikelKLF talte med politikere om medieforhandlinger
Næste artikelDe fleste ønsker TV 2 på danske hænder