TV 2 vil inspirere seerne med gode historier

0
995

Teamet bag TV 2 Nyheder vil sikre balance i nyhedsbilledet ved også at fortælle konstruktive nyheder om noget, der lykkes. Mikael Kamber (i midten) kom med idéen til aftenens inspirationshistorie. Foto: TV 2.
Teamet bag TV 2 Nyheder vil sikre balance i nyhedsbilledet ved også at fortælle konstruktive nyheder om noget, der lykkes. Mikael Kamber (i midten) kom med idéen til aftenens inspirationshistorie. Foto: TV 2.

Nyheder skal ikke kun handle om død og ødelæggelse. De skal også fortælle om ildsjæle, der gør en forskel, og initiativer, der rent faktisk lykkes, mener nyhedschef på TV 2 Jacob Kwon.
En hotelejer giver gratis hotelophold for fattige familier. Det går bedre med kræftbehandlingen i Danmark. Og der er ikke længere fare for at ozonlaget forsvinder.
Det er nogle af de inspirationshistorier, som seere af 19 Nyhederne på TV 2 har kunnet glæde sig over i årets løb.
Og det er ikke tilfældigt. TV 2 har med nyhedsvært Mikael Kamber og nyhedschef Jacob Kwon i spidsen faktisk fundet en god historie til hver nyhedsudsendelse kl. 19.
En global trend
”19 Inspiration” hedder konceptet, som selv er blevet til med inspiration fra det store udland, fortæller Jacob Kwon.
– Der er jo en global trend lige nu med konstruktive nyheder, hvor man kigger på det, der lykkes, i stedet for det, der mislykkes.
Men I har vel ikke kun valgt at løbe med?
– Jo, vi er blevet inspireret af at se, hvad der bevæger sig internationalt. Og så synes vi jo, at det passer fint ind i vores koncept for 19 Nyhederne, at vi ikke kun beskæftiger os med død og ødelæggelse og ting, der ikke fungerer, men har fokus på det, der rent faktisk lykkes for folk.
Går det ikke ud over integriteten som kritisk journalist?
– Nej, det synes vi ikke, for det skal jo stadig behandles kritisk. Vi holder jo heller ikke mikrofonen op helt gratis. Vi går kritisk til kilderne, og vi efterprøver historien på samme måde, som vi gør det i alle andre nyheder. Så den kritiske tilgang er ikke droppet, forsikrer Jacob Kwon.
Dækker hele virkeligheden
Nu kunne man synes, at det er et problem i nyhedsformidlingen på forhånd at disponere, hvor meget negative og positive nyheder må fylde i forhold til hinanden, men det er TV 2’s nyhedschef ikke enig i:
– Nej, tværtimod er det på sin plads også at koncentrere sig om de ting, der lykkes, for ikke at skævvride virkelighedsopfattelsen. Det man med rette kan spørge er: Er det nok at have et enkelt indslag i 19-udsendelsen til at rette op på den balance? Det er jeg ikke sikker på, det er.
Så I vil simpelthen dele sol og vind lige?
– Ja, for der jo rigtig meget, der lykkes rundt omkring. Det har også nyhedsværdi. Og folk bliver enormt inspireret af at høre den type nyheder.
Fokusgruppe roser inspirationskonceptet
TV 2 har lavet en fokusundersøgelse på 19 Nyhederne, efter at konceptet blev omlagt i begyndelsen af 2016, og det, som fokuspanelet entydigt bedst kunne lide, var ”19 Inspiration”-konceptet, fortæller Jacob Kwon.
– De syntes, de var rart, at høre om nogen, som lykkedes med noget. De syntes, det var gode historier at få med.
Er det fordi, de historier giver håb?
– Det giver i hvert fald et billede af, at det hele ikke bare er sort og trist og skidt, men at der også er noget, der lykkes for folk. Det sætter seerne pris på.
Jacob Kwon nævner som eksempel en inspirationsnyhed om, at kræftbehandlingen går meget bedre i Danmark.
– Det er en rigtig fin inspirationshistorie, fordi den vender op og ned på den gængse opfattelse af, hvordan det typisk går med kræftpatienter. Den nyhed kan sagtens tåle at ligge langt fremme i udsendelsen, siger han.
Inspirationshistorier er kommet for at blive
TV 2 har defineret forskellige kategorier inden for inspirationsgenren. En af kategorierne handler om ildsjæle, det vil sige personer, som gør noget særligt for andre.
– Historien om hotelejeren, der giver gratis hotelophold for fattige familier, falder i denne kategori. Fuldstændig på eget initiativ vælger han at give en gratis vinterferie til fattige familier fra hele landet, for at de kan få et break.
Er inspirationshistorier blevet så stor en succes, at I vil fortsætte med dette koncept?
– Det er det. Det har vi ikke nogen planer om at udfase igen. Det er kommet for at blive, slutter Jacob Kwon.

Svend Løbner

Tidligere artikelDR’s julekalender får blandet modtagelse
Næste artikelKLF spiller op til profan ’Religionsrapport’