Ud over Tour de France og andre sportsprogrammer sender TV 2 flere rejse – og dokumentarprogrammer i løbet af sommeren.
Sommer er ferie og afslapning i det – forhåbentlig – gode vejr. Det giver plads til eftertanke på strand, rejse eller i sommerhus. Nu sender TV 2 i løbet af sommeren flere programmer, der giver indsigt og vække debat. Fordi årets TV 2-sommer er knap så præget af sport som sidste år, giver det plads til flere nye, danske programserier hen over juni, juli og begyndelsen af august.
Nye danske programserier giver indsigt
Blandt sommerens nye, danske programserier er ’En stor dag på godset’, der giver indblik i et stykke dansk kulturhistorie – nemlig de store godser, vi møder rundt omkring i landet, men som vi kun kender ganske lidt til.
I dokumentarserien ’Sandheden om vores au pair’ sætter TV 2 fokus på den omdiskuterede au pair-ordning (billedet). I tre programmer følger vi tre værtsfamilier på nærmeste hold og får et indblik i, hvordan au pair-ordningen, der oversat betyder ’på lige vilkår’, fungerer i virkelighedens verden.
– Der er ikke tradition for debatskabende dokumentar hen over sommeren, men vi vil gerne prøve. Vi sender bl.a. mødrene i tre danske au pair-familier til Filippinerne, så de danske kvinder kan se, hvad der får unge au pair-piger til at rejse 10.000 kilometer væk hjemmefra til det kolde nord, siger Lotte Lindegaard.
Hvad bruger Facebook dine hemmeligheder til?
TV 2 sender desuden genudsendelser af populære danske programmer som ’Kurs mod fjerne kyster’, ’Gutterne på kutterne’ og ’Loppe Deluxe’. Hovedkanalen sender ligeledes forskellige dokumentarer, der sætter fokus på vores brug af internet og mobil og de mulige fælder i denne brug.
Onsdag 21. juni viser TV 2 f.eks. ’Sådan sælger Facebook dine hemmeligheder’, hvor journalist Darragh McIntyre undersøger, hvad Facebook ved om sine brugere, og hvad den viden bliver brugt til.