Danmarks Radio har sendt programserien “De unge præster” på DR1 i prime time. Dét er fremragende tv i bedste sendetid.
I KLF, Kirke & Medier har vi den seneste tid fulgt med i DR1-serien ”De unge præster.” Programserien åbner dørene til folkekirken på en ny måde, nemlig igennem dens unge, nyuddannede præster. Det mener vi, er oplysning og public service på højt plan. Udsendelserne, der fortæller om livet som nyuddannet præst, gør folkekirken levende, og ”De unge præster” er med til at bryde fordomme ned, for eksempel, når vi er med præsten Frances på Roskilde Festival. Gang på gang oplever vi, hvordan programserien på fin vis kombinerer de unge præsters arbejds-, privat- og trosliv, og det er befriende at se, at de får lov til at være med, som de mennesker, de er. De får lov til at vise deres stolthed over at være troende frem. De får lov til at fortælle om deres overvejelser, tanker, bekymringer og nervøsitet over det nye arbejdsliv. Det gælder både folkekirkepræsterne og frikirkepræsten, der også medvirker.
Det er fremragende tv, særligt, fordi ”De unge præster” giver danskerne et tiltrængt billede af, hvor bred og mangfoldig, den danske folkekirke er. Serien bryder fordomme ned, når vi gennem de unge præster kan se, at deres arbejde er langt mere, end at stå på prædikestolen søndag efter søndag. Deres arbejde er i lige så høj grad samtaler og nærvær: med det kommende brudepar, de nybagte forældre, hvis barn skal døbes, de pårørende til begravelsen og beboerne på det lokale plejehjem.
De unge præster er ganske enkelt fremragende tv, som Danmarks Radio heldigvis har placeret i bedste sendetid på hovedkanalen. Dét mener vi, er public service. Tak for det, Danmarks Radio – og gentag gerne.