Vært Peter Ingemann har fat i et spændende koncept i programserien Størst, hvor han rejser rundt i verden og besøger alt det, der er ”størst.”Mængden af eder og forbandelser i serien behøver til gengæld ikke følge med over i samme kategori.
Den får flotte ord med på vejen, TV 2-serien Størst, også hos mediebrugerorganisationen KLF, Kirke & Mediers medlemmer. Vi har de seneste dage modtaget en håndfuld kommentarer til det seneste afsnit, der blev sendt 20. oktober, hvor vært Peter Ingemann rejser med verdens længste jernbane, den transsibirske jernbane. Blandt de kommentarer, vi har modtaget, lyder et par stykker: ”Egentlig en god udsendelse, men Peter Ingemann brugte et forfærdeligt sprog” og ”selve udsendelsen er meget interessant og godt bygget op, men Peter Ingemann brillerer desværre med et sprog fuld af eder og forbandelser, så det i den grad tager pynten af udsendelsen.”
- Peter Ingemann bruger for mange bandeord i seneste afsnit af programserien Størst. Foto: TV 2/Heartland
Det er en skam, at en fin programserie som Størst ikke formår at gå forrest med et ordentligt sprog. Og det undrer KLF, at TV 2 ikke har et større fokus på sproget hos sine værter. Lytter- og seerredaktør Lars Bennike har ellers slået fast overfor KLF, at TV 2 har en klar politik om, at deres værter ikke bander i stationens programmer.
Måske den besked er gået uden om Peter Ingemann, der på sin rejse med den transsibirske jernbane mindst 30 gange blandt andet udbryder ’for helvede’, ’for satan’, ’kraftedeme’ og ’hold kæft’. Det klæder hverken programmet, Peter Ingemann eller TV 2, at sproget er så grimt. Særligt ikke i et ellers familievenligt program, der sendes i primetime.
På TV 2’s Facebookside har Peter Ingemann i forlængelse af udsendelsen 20. oktober skrevet en hilsen til seerne. Her beklager han sit sprog med ordene: ”Undskyld mit banderi, jeg bliver nogle gange revet for meget med. Jeg skal nok prøve at moderere mig…lidt.”
Kære Peter Ingemann og TV 2. Vi håber, I gør mere ved sproget end blot at ”moderere det…lidt.” Det ville være en skam, hvis det populære program (også) ender med at blive størst i brugen af eder og forbandelser.