Søstrene Bisp diskuterer tro og politik med folketingsmedlemmer

Hvad mener finansminister Kristian Jensen, Naser Khader, Mattias Tesfaye, Jacob Mark og mange andre folketingspolitikere om tro og religionens rolle i samfundet? Det får vi mulighed for at finde ud af i en ny programserie på dk4: "Søstrene Bisp på Borgen".

0
1709

Foto: dk4.
27/2-19: Vi skrev tidligere: “Der er planlagt i alt otte programmer i serien.” Det er nu rettet til ti. dk4 har programsat yderligere to udsendelser med henholdsvis Carolina Magdalene Meier (Alternativet) og Merete Riisager (Liberal Alliance). Se omtale af de programmer nederst.
I en ny programserie på dk4 møder biskopperne Marianne Christiansen og Tine Lindhardt – også kendt som Søstrene Bisp på dk4 – en række folketingsmedlemmer for at diskutere politik, tro og religion.
Der er planlagt i alt ti programmer i serien “Søstrene Bisp på Borgen”. Hvad driver folketingspolitikerne? Hvad tror de på? Hvilke værdier ligger til grund for deres politiske handlinger? Hvordan ser de på religionens rolle i det offentlige rum og på religionsfrihed? Har de en grundsætning, et motto, en fortælling eller noget andet, der er retningsgivende for deres virke som politiker?
Disse spørgsmål drøfter biskopperne Marianne Christiansen fra Haderslev Stift og Tine Lindhardt fra Fyens Stift, når de i dk4s nye programserie ”Søstrene Bisp på Borgen” rykker ind i Samtaleværelset på Christiansborg og møder en repræsentant fra samtlige partier i Folketinget.
I første program (18. februar, 19:30) er det de to biskopper selv, der sidder i den varme stol. De taler om religionsfrihed – og om hvordan de selv ser forholdet mellem politik, tro og religion. De diskuterer også, hvor meget biskopper skal blande sig i politik. Og så løfter de sløret for, hvad der venter i de kommende programmer, hvor biskopperne på skift taler med en folketingspolitiker om tro, værdier, politik og religionens rolle i samfundet.
I 2. program (21. februar, 21:35) møder finansminister Kristian Jensen, Venstre, Marianne Christiansen. Han er vokset op i en mindre by udenfor Lemvig, som var delt i de missionske og de grundtvigske. Alligevel mener Kristian Jensen, at kristendommen er et livsgrundlag, der har lært ham om fællesskab og om den enkeltes ansvar for medmennesket og om frihed. At folk i Danmark tror noget forskelligt, mener han ikke er et problem, og han synes heller ikke, at det er nødvendigt at lovgive fx om bederum og svinekød i danske institutioner. Kristian Jensens motto eller grundsætning er: ”Jeg tror på, at du er eksperten i dit eget liv. Derfor skal du have friheden til at leve dit eget liv”.

I 3. program (25. februar, 19:30) medvirker Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Man hører ofte nogle politikere sige: ”Religion er en privat sag”. Tesfaye er ikke enig. Han mener tværtimod, at religion er en personlig sag. Selv er han ikke medlem af folkekirken – men han er heller ikke ateist. Tesfaye taler med biskop Tine Lindhardt om tro og politik – og ikke mindst om, og i givet fald hvor de to ting hænger sammen – eller måske støder sammen. Mattias Tesfayes motto eller grundsætning lyder: ”If it ain’t broke dont fix it” eller ”Arbejde er kilden til alt godt”.

I 4. program (28. februar, 22:25) går turen til den kulturkristne muslim Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Han er opdraget med koranskole og islam, senere blev han efter eget udsagn gudløs – og nu kalder han sig en åben og ærlig tvivler. Naser Khader er gæst hos biskop Marianne Christiansen og fortæller blandt andet om tro og politik, om livsgrundlag – og om hvad religion betyder for samfundet og i det offentlig rum, men der bliver også plads til en meget personlig og for Naser Khader afgørende oplevelse med faderen kort før dennes død.

I 5. program (4. marts, 19:30) er det blevet SFeren Jacob Marks tur. Hvad mon han mener om kristendom og religionsfrihed – i skolen og i folketingssalen og i det offentlige rum? Jacob Mark taler med biskop Tine Lindhardt, der også vil vide, hvilke værdier Jacob Mark arbejder ud fra, og hvor han har dem fra. Jacob Marks grundsætning eller motto lyder: ”Man bestemmer ikke selv, hvor man bliver født”.

I 6. program (7. marts, 21:35) får Enhedslistens kirkeordfører Pelle Dragsted ordet. Han mener, at vi som individer er drevet af noget, der rækker ud over det enkelte menneske. Det lyder næsten religiøst, men sådan forstår han det nu ikke. Pelle Dragsted kalder sig ikke religiøs eller troende, men han synes, at religion kan bidrage positivt til samfundet, at religionsfriheden er afgørende, og at folkekirken skal skilles mere fra staten. Hans motto eller grundsætning lyder: ”Fællesskabet er ikke en modsætning til, men snarere en forudsætning for den enkeltes individuelle frihed”.

I 7. program (11. marts, 19:30) får Tine Lindhardt besøg af Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Han har klare holdninger til mange forskellige spørgsmål – også til religion og religionsfrihed. I programmet fortæller han også sin yndlingshistorie fra bibelen, hvor Jesus siger: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten.” Hvad den historie og hvad tro helt konkret betyder for Alex Ahrendtsen som menneske og som politiker kommer også til udtryk i programmet. Alex Ahrendtsens to mottoer eller grundsætninger er: Motto 1: ”Din tale skal være ja, ja, nej, nej. Alt derudover er af det onde”. Motto 2: ”Man skal gå, når folk bliver kede af, at man går”.

I 8. program (14. marts, 22:25) møder vi Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre. I programmet taler hun med biskop Tine Lindhardt om de værdier, hun bygger sine politiske holdninger på. Sofie Carsten Nielsen er ikke medlem af folkekirken – men hun går gerne til gudstjeneste. Sofie Carsten Nielsens grundsætning eller motto lyder: ”Glem dine værdier, og du er værdiløs.”

I 9. program (18. marts, 19.30) møder Carolina Magdalene Maier, Alternativet, biskop Marianne Christiansen til en samtale om kirker. Carolina Magdalene Maier er glad for kirkerne. Kirkerummet “kan noget”. Hun fortæller om tro og politik, om venlighed, og om hvorfor politik er for vigtigt til at overlade til politikerne.

I 10. og (i skrivende stund) sidste program i serien (21. marts, 21.35) kommer undervisningsminister Merete Riisager omkring, hvorfor hun synes, at alle børn bør have kristendomsundervisning, selvom hun betegner sig selv som “gudløs”. Hun er optaget af, at vi får givet viden og dannelse videre til næste generation, og fortæller i samtalen med biskop Tine Lindhardt om kristendommens rolle i Danmark.
 
 

Tidligere artikelClement Kjersgaard: Direkte tv giver gennemsigtighed
Næste artikelTV: Steffen Jensen får Buketten fra KLF for årelang Mellemøst-dækning

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her