TV2 dyrker udtrykket “public service i meget bred forstand”. Det betyder ikke, at der er nogle emner, som foreksempel de kirkelige, som TV 2 undgår. Men prioriteringen er meget påvirket af “markedskræfter”:
– Vi er en kommerciel public service-station og har ikke fået licensmidler i mere end 15 år. Vi skal tjene alle vores penge selv. Så vi skal have en bredde i vores programudbud, for når vi har mange seere, tjener vi flere penge, og dem så kan vi omsætte det til at købe flere danske programmer, siger Lotte Lindegaard.
Det har konsekvenser for det, som TV 2 Danmark definerer som mere smalt: kultur, kunst, musik og kirkelige emner. De får ikke særlig behandling i nicheprogrammer, men indgår i brede programmer som Go’ morgen, Danmark, Go’ aften Live Danmark og Nyhederne.
– I virkeligheden handler det om, at vi ved at udnytte vores kendte og relevante aktualitetsformater får vi et større publikum for eksempel omkring højtiderne ved at lægge det ind i aktualitetsfladerne, end vi ville have fået, hvis vi sendte eksempelvis nogle rent kirkelige programmer. Det er et helt bevidst valg, fastslår Lotte Lindegaard.
Fra KLFs side får TV 2 både ris og ros for strategien.
– Det er al ære værd, at TV 2 har en ambition om, at flest mulige danskere skal høre om indholdet i de store kristne højtider. Jeg vil derfor rose TV 2 for at give plads til det i tv-stationens “kronjuveler” som ‘Go’ morgen, Danmark’ og ‘TV 2 Nyhederne’, bemærker Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
Men for ham er det uforståeligt, at TV 2 ikke er mere dristige:
– Det ærgrer dog, at TV 2 ikke er mere ambitiøse på trosstoffets vegne. Måske ville netop TV 2’s brede folkelighed være den bedste forudsætning for, at et moderne trosprogram kunne få ganske mange seere, mener Mikael Arendt Laursen.
Han minder om, at TV 2 fra tid til anden viser, at tv-stationen har modet til at gå i dybden med højtiderne – og det med meget stor kvalitet.
– Mange mediebrugere har rost Peter Ingemann for udsendelsen ‘Størst’, hvor han tog på rejse i julens kristne historie. Og vi skal heller ikke glemme ‘Jesus & Josefine’, som var en fantastisk julekalender, der med et kreativt twist fortalte noget utroligt væsentligt om julens rødder. TV 2 kan – gør det nu bare, opfordrer Mikael Arendt Laursen.
Læs et længere interview med Lotte Lindegaard og DRs mediedirektør Henriette Marienlund om public service-mediernes arbejde med højtiderne i den nyeste udgave af magasinet (nr. 4/2019).