Lea Korsgaard fra netmediet Zetland giver gode råd til mediebrugere, der vil kunne afsløre falske nyheder og støtte op om god og troværdig journalistik.
Mediebrugere kan ikke længere være passivt konsumerende. Falske nyheder er blevet en del af medievirkeligheden, hvad enten de kommer fra efterretningstjenester eller populistiske politikere på sociale medier.
Derfor har chefredaktør netmediet Zetland udgivet bogen ”Den, der råber, lyver”. Bogen er ikke kun for journalister men i særlig grad tiltænkt mediebrugere, der vil finde hoved og hale i nyhedsstrømmen og aktivt bidrage til at demontere og afsløre falske nyheder og støtte op om rigtigt, troværdig journalistik.
– Når kampen står om sandheden, er det meningsløst at forholde sig neutralt. Det gælder for journalister, og det gælder for alle andre, som tror på værdien af et oplyst samfund, skriver hun.
For fake news er ikke bare et anliggende for Facebooks algoritmer, Trumps erklærede krig mod ‘mainstream-medier’ er ikke bare seneste nyt i en konflikt mellem to parter. Hvad der er på spil i den nye medievirkelighed, er snarere noget fundamentalt i en meningsfuld tilværelse, nemlig den tillid, som fæstner ethvert menneske i et forpligtende fællesskab, mener hun.
På den baggrund giver hun syv gode råd til både journalister og mediebrugere:
1. Sæt tempoet ned. En hændelse bliver ofte først interessant, når nogen har taget sig tid til at tænke over, hvad den betyder.
2. Opsøg kloge mænd og koner. Find dem, der tilbyder indsigt, de hører som regel til blandt dem, der ikke råber.
3. Husk, at ikke alle sager har to sider. Forlang af dine medier, at de hjælper dig med at vurdere modsatrettede påstande.
4. Led efter sammenhænge. Fakta betyder ingenting uden den kontekst, de hører hjemme i.
5. Bidrag ikke til kommentatorers banalisering af politik. Tag ansvar for det, du kommunikerer til andre. Spred ikke rygter.
6. Bevar håbet. Skurke findes, og katastrofer sker. Men ikke alle vegne og ikke hele tiden.
7. Stop efterspørgslen på løgnen. Hjælp med at styrke debatkulturen, så den faktisk gør os klogere.
Lea Korsgaards bog ”Den, der råber, lyver!” kan hentes gratis her.