Religiøse ledere diskuterede digital dannelse

0
120

Religion bliver fordrejet i medierne, men kirker og moskéer har selv ansvar for at blande sig i debatten, og når det gælder sociale medier har alle et ansvar. Det blev konklusionen på en lederdag på Nørrebro om ”Digital dannelse”.

Omkring 50 kristne og muslimske ledere var den 11. november samlet i moskeen Minhaj ul-Qur’ans lokaler på Nørrebro til en lederkonference om ”Digital dannelse”. Konferencen var arrangeret af Kristent Muslimsk Samtaleforum.
Formiddagen tog med afsæt et foredrag af Preben Brock Jacobsen, der har skrevet bøgerne ”Kristendomskritik i medierne” og ”Islam i medierne”. I bøgerne tager han fat i udfordringer, de trykte medier stiller både kristne og muslimer over for. På konferencen tog han så fat på de digitale medier.
– Debatten på konferencen viste mig, at når det gælder digitale medier, så står vi langt hen ad vejen med de samme udfordringer i kirken og i moskéen, fortæller religionskonsulent og ph.d. Mogens S. Mogensen på sin blog.

En tur i mediemøllen
Preben Brock Jacobsen fortalte ud fra sine undersøgelser af kristendom og islam i udvalgte danske medier, hvad der sker med de to religioner, når de får en tur gennem mediemøllen.
– Der sker en fordrejning af religionerne, og værst går det ud over islam, hvor negative historier, unuancerede generaliseringer og rene fjendebilleder dominerer, mener han.
Preben Brock Jacobsen er pensioneret gymnasielektor og ordineret som præst i Folkekirken. Han præsenterede trykte mediers dominerende fortællinger i modsætning til positive fortællinger om især islam, der underbetones i medierne. På den måde nærmer mediebilledet sig en karikatur af religionerne, som det er nødvendigt at gennemskue og udvikle et beredskab imod.

Begynd med dig selv
Mogens Mogensen deltog selv i en paneldebat på konferencen:
– Når det gælder de traditionelle medier, kan vi rette kritik mod andre, aviserne, radio og fjernsyn osv. Men når det gælder digitale medier, må kritikken altid begynde hos os selv, mener han.
Han opfordrede på konferencen trossamfundene til at komme stereotyper og fordrejninger i forkøbet:
– Vi har som kirker og trossamfund et ansvar for, at der ligger en faktuel viden og kvalificerede oplysninger om religion på de digitale medier, sagde han ifølge netavisen Sameksistens.dk.

Bland dig i debatten
De to øvrige oplægsholdere var enige:
– Vi ønsker, at muslimske stemmer træder ind i den offentlige debat – også om andre emner end religion. For der er behov for at få normaliseret dels det at være muslim, dels at hæve vores religiøse identitet i det offentlige, sagde cand.merc. Faheem Hussain, der er formand for Center for Dansk-Muslimske Relationer (CEDAR).
Den tredje oplægsholder, Lars Mollerup-Degn, der er landsleder og dialogsekretær i missionsselskabet Areopagos, sagde, at det er vigtigere med dannelse i dag, end det var været i flere årtier.

Ekko-kamre
I den efterfølgende debat kom flere deltagere ind på tendensen til, at der opstår ”ekko-kamre” på de sociale medier på nettet, hvor man bekræfter hinanden, og hvor tonen let bliver hård.
– Ja, og ”tomme tønder buldrer mest”, sagde Faheem Hussain: – Det er dem, der ikke har særlig megen viden, der råber højest.
Flere efterlyste i den sammenhæng ”færdselsregler” for brugen af Facebook og andre digitale medier, en ”Emma Gad for digitale medier”, som Faheem Hussain udtrykte det.