Rekordmange ser kristent tv i Mellemøsten

0
871

En ny omfattende undersøgelse dokumenterer, at 21,5 millioner arabere ser den kristne satellit-kanal SAT-7 mindst en gang om ugen. Folk søger opmuntring og positive nyheder, forklarer tv-direktør.
SAT-7 er den førende kristne tv-station i Mellemøsten og Nordafrika og kan nu fortælle om rekordstort seertal. En omfattende undersøgelse viser, at 21,5 millioner mennesker ser stationens tre arabisksprogede kanaler. Det er en vækst på 76 procent siden begyndelsen af det arabiske forår.
SAT-7 støttes af KLF, Kirke & Medier.
Opmuntrende
”Forskningen viser en bemærkelsesværdig vækst i SAT-7’s publikum. Det er meget opmuntrende i en tid, hvor man ville forvente, at seere er optaget af kanaler med ”hårde” nyheder fra den igangværende uro i regionen,” siger Terence Ascott, der er grundlægger og direktør for SAT-7.
Undersøgelsen blev foretaget af det globale markedsføringsinstitut IPSOS mellem april og juli i 2016. Den uafhængige forskningsgruppe spurgte 27.000 mennesker i ti arabiske lande om deres seervaner.
Undersøgelsen kom frem til, at publikummet til SAT-7’s tre arabisksprogede kanaler er vokset med 76 procent i løbet af de fem år, der er gået siden starten af den såkaldte arabiske forår. Nu har satellit-tv-stationen et samlet seertallet på 21,5 millioner mennesker. Mere end 10 millioner ser en af de tre kanaler hver dag eller mindst en gang om ugen.
På jagt efter gode nyheder
“En forklaring på væksten kan være, at mange mennesker er dybt bedrøvet over situationen i Mellemøsten: de har mistet håbet og tilliden til deres religiøse og politiske ledere og leder efter guddommelig hjælp og vejledning. Mange er følelsesmæssigt trætte og søger efter noget, der kan løfte deres humør: opmuntringer og positive nyheder. Udsendelser om tro og håb er attraktive for mange,” siger Ascott.
I Egypten har SAT-7 traditionelt mange seere. Men den nye undersøgelse viser, at SAT-7 også har et stort publikum i Nordafrika, især i Algeriet og Marokko. Den kristne befolkning i disse lande er meget lille, men meget aktive i at producere relevante og dynamiske programmer for Nordafrika. Der er også et betydeligt antal seere i Syrien og – overraskende nok – i Saudi-Arabien.
Børn ser programmerne regelmæssigt
SAT-7 KIDS, der blev lanceret i 2007, er en meget populær kanal specielt dedikeret til at bringe gode og engagerende programmer til arabiske børn. 80 procent af programmets 4,6 millioner seere ser kanalen hver dag eller mindst en gang om ugen.
Et nyt skoleprogram på kanalen, My School, underviser børnene i kreative færdigheder, matematik, arabisk, engelsk, og naturvidenskab. Ikke færre end 1,3 millioner børn og unge ser nu disse undervisningsprogrammer.
“Børn er det vigtigste håb for enhver fremtidig ændring i Mellemøsten, og vi tager vores ansvar alvorligt for at hjælpe med at opbygge deres karakter, samt deres kreative og analytiske færdigheder, som vil sætte dem i stand til at træffe gode valg i livet – valg, der vil hjælpe med at opbygge mere pluralistiske og fredelige samfund.”

Tidligere artikelDerfor knækker filmen for Gift ved første blik
Næste artikelFacebook flyder med ’hadefulde ytringer’