Radiogudstjenesternes betydelige mangfoldighed

Er radiogudstjenesterne inkluderende? Sådan spørger Niels Jørgen Langkilde, der er medlem af KLFs bestyrelse i netværk Fyn.

0
1320
Kirke Hyllinge Kirke. Foto: Orf3us

Af mag.art. Niels Jørgen Langkilde, fhv. MF(K), bestyrelsesmedlem netværk Fyn

Når man i disse coronatider ofte er henvist til DRs radiogudstjenester, så bliver man virkelig glad for deres eksistens, selv om de ikke kan dulme længslen efter det helt normale menighedsliv.

Gudstjenesterne giver unægtelig en stor mangfoldighed af kristendomsforståelser og liturgi. Når meget er fremmed og forskelligt, bliver jeg ikke nærværende på samme måde. Glæden ved en fast liturgi bliver meget synlig.

Der er højmesser uden ind- og udgangsbønner, nogle korter salmerne ned, andre medtager kun et par af tekstlæsningerne – oftest er det teksterne fra Det gamle Testamente, som det går ud over, men også de nytestamentlige breve bliver sprunget over. En særlig specialitet er at benytte andre oversættelser. Det lærer os unægtelig, hvor vigtig en god tekstlæsning er. Mere trist er det, når der på egen hånd kortes i dagens evangelium.

Kirkerne prøver at yde deres ypperste med korsang og værker på tysk, engelsk, svensk og sågar estisk. De fremmedsprogede tekster glæder forhåbentlig mange, men for mindre sprogkyndige og dårligt hørende (og dem er der ca. 800.000 af) kan det unægtelig virke ekskluderende. Man bliver let omdannet til publikum i stedet for at være menighed. De kirkemusikalske indslag tager ofte mere end 10 minutter af de 55 minutters gudstjeneste.

Musikken er væsentlig, men salmesangen er mere engagerende, mere medrivende og derfor mere væsentlig. Trist er en gudstjeneste, hvor der kun bliver plads til én hel salme, ½ af en anden og en lille bid af en tredje. Ekskluderende er det også, at kirken netop den dag, hvor der er radiogæster til stede, vælger salmer fra andre sangbøger uden at teksten forud er meddelt på DRs hjemmeside.

Fint med nye salmer, men radiogudstjenesten er nok det sværeste sted at gøre brug af dem. Højskolesangbogen er udbredt, men seneste udgave nok lidt mindre. Skal den benyttes, så tag en salme, som har været i de seneste udgaver.

Til de helt specielle oplevelser var at være til en århusiansk øko-feministisk gudstjeneste. Det var virkelig nyt også med hensyn til evangelium. Forbøn alene for kvinder var også nyt.

Prædikerne er uhyre forskellige, og sådan må det være. Men at dagens evangelium kun tiltænkes én linje, er dog noget beskedent. Man kan undre sig over, at vi i Danmark uddanner præsterne grundigt i 5-6 år, og at flere af dem ikke gør brug af teologien i deres prædiken.

Kirkebønnen er vigtig. Det er unægtelig i den grad uensartet. Det har undertiden karakter af, at der mest bedes for dem, man kan lide. Set i forhold til andre kirkesamfund, som jeg har besøgt, er det slående, hvor lidt og hvor sjældent der bedes for kirkens frivillige, kirkens ansatte fra graver over præster til provst, biskop og vor Dronning og hele det kongelige hus. De har alle sammen ligesom de folkevalgte i den grad behov for vor forbøn.

Mit råd til de kommende radiogudstjenester: I behøver ikke at være helt specielle og unikke med oldengelske tekster, speciel og liturgi og et højt tempo for at nå det hele på 55 minutter. Jeg tror, at rigtig mange holder af det almindelige, det forståelige, det genkendelige og det involverende.

Teknikken har normalt fungeret godt, men det virker meget trist, at man ikke har nogen form for backup, når det går galt. At man helt måtte afbryde gudstjenesten fra Haderslev Domkirke var uhyre trist for alle ved radioen/på internettet.

Til DR: Kunne det være muligt at få mere en 55 minutter? Man ville ikke klippe væk fra en altafgørende straffesparkskonkurrence i en fodboldkamp. Hvorfor ikke give gudstjenesten de minutter ekstra søndag formiddag. Radioavisen kl. 11.00 skal ikke være det helligste søndag morgen. Vi har fået nok af korte gudstjenester og længes efter de længere.

Tidligere artikelSex i Radio4 har nul og niks med public service at gøre
Næste artikelTV-gudstjenesten får fast plads på DR1 søndag formiddag