Radio om troens vilkår

0
924

I påsken handler P1-programmet Audiens blandt andet om en dansk feltpræst i det krigshærgede Mosul, om to kunstneres tro og kreative proces og om grønlændernes kristentro og forhold til deres oprindelige religion. 
Skærtorsdag og Langfredag er der Audiens på P1 16.03. Denne gang har de to programmer krigen som omdrejningspunkt. Vi følger mellemøst-korrespondent Puk Damsgård til Mosul i Nordirak i krigen mod Islamisk Stat. Vi møder blandt andet feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen, der fortæller om sine erfaringer i ekstreme situationer.
I Mosul kommer vi tæt på det lille felthospital, hvor rædslerne tårner sig op, og flygtningestrømmen inde fra frontlinjen vidner om de store menneskelige omkostninger. De to radiodokumentarer giver et sjældent indblik i de menneskers liv, mennesker, der færdes hjemmevant i smerte og krig.
To kunstneres tro og kreative proces
I anledning af Peter Bastians død genudsender P1 Audiens med Peter Bastian og Maja Lisa Engelhardt. Udsendelsen blev oprindelig sendt for et år siden i Løgumkloster, hvor Peter Bastian blev døbt som 71-årig, midt i en opslidende behandling for den leukæmi, der kostede ham livet.
”Jeg fandt en fred et sted, jeg ikke vidste, der var ufred”, sagde han selv om sin dåb.
Maleren Maja Lisa Engelhardt skal igennem en proces, der ender med, at hun må opgive sig selv og sine mål, før billedet åbner sig, og hun kan arbejde med det.
De to kunstnere taler om deres dybe tro, om skabelsesprocessen og om hvordan det går hånd i hånd i deres liv.
Grønlændernes tro
2. Påskedag sender P1 en stor temaudsendelse om grønlændernes tro.
Grønlænderne betragtes som det mest kristne folk i Nordeuropa. 97 procent af befolkningen er medlem af folkekirken.
Men hvordan praktiseres kristendommen i Grønland, hvilken rolle spiller den gamle inuit-religion, og hvordan forener man spøgelsestro med kristendom?
Det kan man få indblik i 2. Påskedag kl 16.03 i Audiens på P1.
 

Tidligere artikelHer påskens radiogudstjenester
Næste artikelPåsken fejres også på tv