Professor: Det religiøse sprog giver visdom

0
524

Dr.phil. Erik A. Nielsen besøger Skurvognen for at reflektere over, hvad der sker, når kristendommens sproglige univers reduceres. Mød ham i Mennesker og tro på P1 onsdag.
– Verden er skabt med poesi, konstaterer professor Erik A. Nielsen under sit besøg i Skurvognen. Sansen for det poetiske er nøglen til at forstå sin eksistens, og det religiøse sprog viser poetisk hen imod et stort og ufatteligt mysterium.
Litteraturhistoriker Erik A. Nielsen besøger P1-vært Anders Laugesen i Skurvognen onsdag den 13. december kl. 13.03 i programmet Mennesker og tro.
Han har skrevet en hel række banebrydende bøger, som åbner det kristne symbolsprog og dermed hjælper længere ind i poesien og mysteriets verden.
Men det poetiske sprog og hjertesproget er under pres, mener han. Når unge mennesker ikke længere er i stand til at tilegne sig sproget i f.eks. salmerne, går dybdebetydninger tabt for den enkelte – men også for fællesskabet.
– Visdom er for mig i stigende grad blevet et nøgleord. Og visdom er det, man ikke kan sige nej til, fordi det henvender sig til en med hjertesproget. Og det hjertesprog er mange steder fuldstændig lamslået. Det er politisk, strategisk lamslået, fastslår Erik A. Nielsen.
I samtalen med Anders Laugesen forklarer han at det poetiske sprog er en nødvendighed for, at tilværelsen ikke reduceres til overflade. Men når evnen til at se verden i et poetisk lys mindskes, sker der også en forandring også med menneskers tro.
– Der er i øjeblikket et kolossalt kulturtab omkring kristendommen. I virkeligheden er kristendommen krævende. Man skal vide meget for at forstå, hvad der står i ældre salmer og prædikener. Hvis man kun vil høre det som ’Jesus light’, kommer præsterne til at vælge mellem de ti salmer man kender’.
Men man skal ikke udvande Jesus i forsøget på at komme mennesker i møde i deres sproglige uformåenhed, mener professoren.
Mennesker og tro, onsdag den 13. december kl. 13.03