Per Stig Møller er vært for nyt P1-program om public service

0
594

 
”Public service er vigtigere end nogen sinde,” mener Per Stig Møller, der fra mandag er vært på seks P1-programmer om netop public service. KLF er enig.
I en ny programserie ’PS – et program om public service’ går Per Stig Møller tæt på, hvad public service egentlig er.
Han mener, at det netop i vor tid er vigtigt at holde public service I hævn – og nævner USA som eksempel:
– Public service er vigtigere end nogen sinde. 40 procent af amerikanerne får allerede i dag deres informationer fra sociale medier. I det mediebillede er det vigtigt at have et sted, hvor man kan få tingene fremstillet så objektivt som muligt. Derfor synes jeg, at man skal klappe hesten, inden man skærer public service helt ind til benet, siger han.
Et broget mediebillede
Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke & Medier er enig:
– Public service er vigtigt som aldrig før i en tid, hvor mediebilledet er broget og fyldt med kommercielle interesser. Se blot nyhedsstrømmen i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Politikerne sår tvivl om vigtigheden af public service og ønsker at beskære de medier, der leverer de mest objektive nyheder og folkelige programmer, siger generalsekretæren og byder derfor det nye P1-program og dets vært velkommen:
– Velkommen til en vidende og erfaren mand som Per Stig Møller på posten. Vi glæder os til at følge programmerne!
Også plads til nicheprogrammer
I det første program kommer det for eksempel til at handle om den kløft, der viser sig mellem unge og ældres medieforbrug, mens det andet af de seks programmer ser på diskussionen om, hvorvidt public service både kan favne brede og smalle programmer.
– I min tid som radiorådsformand understregede jeg tit, at hvis der ikke var tilbud, der favnede befolkningen bredt, ville der heller ikke være plads til nicheprogrammerne, siger Per Stig Møller.
Programmet med Per Stig Møller har premiere mandag den 13. februar klokken 11.30 på P1.