PRESSEMEDDELELSE
X Factor går live på i aften. Det stiller ekstra krav til dommerne om at behandle deltagerne med respekt, mener KLF, Kirke & Medier.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
I aften bliver X Factor på DR1 præsenteret ”live”. Seere får nu direkte adgang til showet og de deltagere, som forsøger sig på scenen foran dommerpanelet. Fusere og uheldige bemærkninger kan ikke redigeres væk. Det stiller ekstra krav til dommerpanelet, mener generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, Mikael Arendt Laursen.
– En konkurrence som denne kan meget let komme til at udstille deltagerne på en uheldig måde, hvis de ”performer” dårligt. Her er det op til dommerne at tackle situationen anstændigt, så en deltager ikke bliver ydmyget for åben skærm, siger han.
Hensynsbetændelse
Danmarks Radios underholdningschef Jesper Lagermand Lundme siger dog i det nye magasin Kirke & Medier, at DR ikke lider af ”hensynsbetændelse”:
– Vi er opmærksomme på, at det kræver sit at stå helt alene på en scene foran dommerne og resten af Danmark. Det er vigtigt, at vi beskytter de mennesker, der ikke falder ind under normalitetsbegrebet. Når det så er sagt, lider vi ikke af hensynsbetændelse. Alle er velkomne til at melde sig til. Vi vil ikke – og vi udstiller ikke nogen. Folk ved, hvad de går ind til, siger han.
Mikael Arendt Laursen indvender:
– Medierne skal behandle alle mennesker respektfuldt, selvom der er tale om underholdning, hvor en person selv har valgt at stille op.
Hvorfor hakke?
Der er allerede faldet uheldige bemærkninger i denne sæson. Bemærkningen ”Er der ikke nogen, der har en ladvogn, så vi kan få kørt ham ud” kom fra Anne Linnet. ”Du har misligholdt dit talent”, sagde Thomas Blachman til en helt ung pige.
Hvorfor skal dommerne hakke på fx de unge deltagere? spurgte vi Jesper Lagemand Lundme.
– Vi lever i et samfund, hvor man roser hinanden hele tiden og langt fra ofte får en ærlig tilbagemelding. Den får du i X Factor. Det kan være megahårdt at få sandheden at vide, fordi det er så personligt, men det er jo at gøre folk en kæmpe tjeneste, siger underholdningschefen.
—
Bliv medlem og modtagt magasinet Kirke & Medier, hvor du kan læse hele interviewet med Jesper Lagermand Lundme. Kontakt os på info@klf.dk.