Lektor Leif Andersen er gæst i Mennesker og tro på P1 onsdag den 29. november. Det sker som led i DR’s temadag om sorg.
Sorgen har i mange år været en uadskillelig følgesvend i Leif Andersen liv.
– Vi har stadig til gode at opleve den gode død, konstaterer han under sit besøg i Skurvognen i en samtale om sorgen ved at miste.
Leif Andersen er cand. theol. og lektor i sjælesorg ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Han har også virket som rejsepræst i Indre Mission.
Derfor spiller troen en meget central rolle i Leif Andersens liv.
Det er ikke enkelt at tro på en god Gud og samtidig blive ramt af stor sorg. Leif Andersen og hans hustru Eleonora blev voldsomt ramt, da deres ældste søn pludselig døde.
– Det var som et jordskælv, der rystede alle vore relationer, også til Gud. Som dominobrikker væltede vi alle sammen, fortæller Eleonora til Indre Missions Tidende.
I samtalen med Anders Laugesen indrømmer Leif Andersen, at han til tider har det lidt vanskeligt med Gud som far. Men Jesus kan man læne sig op ad og komme til, som man er, siger han.
Det har været en meget vigtig erfaring i Leif Andersens liv med sorgen.
– Jeg tror, at det er muligt at forsone sig med sorg, konstaterer han, og uddyber:
– Det er ikke muligt at komme igennem, komme ud på den anden side. Men man kan forsone sig med, at den blev mit vilkår. Og at den på en måde, jeg ikke fatter, blev Guds vilje med mit liv.
Mød Leif Andersen i Anders Laugesens skurvogn onsdag den 29. november kl. 13.03.