Nyhedschefer: Corona påvirker alt

Journalister, der holder sig på afstand, væg-til-væg dækning, ekstraudsendelser. Coronavirussen har sat sit aftryk på medierne herhjemme. KLFs generalsekretær opfordrer medierne til besindelse og balance.

0
1753
Grafik: Henrik Lundahl Revshøi med udgangspunkt i grafik fra Colourbox

Fra et fiskemarked i Wuhan i det østlige Kina i december 2019 har coronavirussen spredt sig over det meste af verden og ind i stort set alle nyhedsudsendelser, aviser, netmedier – og ikke mindst på de sociale medier.

Det har naturligvis også sat sit præg på nyhedsmedierne herhjemme, som de fleste nok har bemærket. Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2, tøver heller ikke med at kalde det en af de største nyhedshistorier:

– Det er i en kategori af meget store nyhedshistorier, hvor kun store katastrofer og krige er, fastslår han.

Reportere holdes væk

Virussen påvirker også i meget høj grad journalisters arbejde i felten. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man begrænser fysisk kontakt. Derudover er der områder i blandt andet Kina og Norditalien, hvor koncentrationen af smittede er så stor, at Udenrigsministeriets Borgerservice fraråder alle rejser til områder.

Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder, fortæller, at DR Nyheder ikke sender journalister til højrisikoområder.

– Vi har indskærpet overfor reportere og journalister, at de skal lytte til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Normalt ville vi sende korrespondenter så tæt på begivenhederne som muligt, men det kommer i anden række. Først og fremmest er vores opmærksomhed på medarbejdernes ve og vel, siger Anders Kern Boje.

De samme begrænsninger har TV 2 også sat:

– Vi kan ikke rejse frit omkring, og det besværliggør vores arbejde. Der er informationer og materiale, vi får fra andre. Det er ikke vores egne medarbejdere, der er førstehåndsvidner, forklarer Jacob Kwon, TV2.

– At coronavirussen er kommet til Danmark gør, at den bliver mere nærværende og håndgribelig – og mere skræmmende, siger Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2. Foto: Per Arnesen, TV 2

Oplyse, undgå panik

Virussen betyder også, at der ikke er nogen nyhedsflader, hvor der ikke har været noget om corona. Det gælder både på DR og TV 2:

– Der er ingen nyhedsflader, som i den sidste måned ikke har været domineret af corona. Begivenhederne udvikler sig time for time, konstaterer Jacob Kwon og tilføjer:

– At coronavirussen er kommet til Danmark gør, at den bliver mere nærværende og håndgribelig – og mere skræmmende.

Hvad er jeres vigtigste opgave?

– Det er at understøtte demokratiet og gøre befolkningen klogere blandt andet at videreformidle beredskabsmeddelelser og at oplyse bredt, svarer Anders Kern Boje.

– At levere korrekt og afbalanceret oplysning, at formidle, hvad der er faktuelt rigtigt, og hvad der er faktuelt forkert, svarer Jacob Kwon.

Jacob Kwon forklarer, at det er en svær balancegang at fortælle tilpas meget, så befolkningen er oplyst og undgå at fortælle så meget, at medierne spreder panik.

– Alene dækningen vil være så massiv, at det for nogle vil opleves som om, at det er farligt. Man kan aldrig helt forhindre, at en del af befolkningen reagerer irrationelt. Vores opgave er at levere troværdige oplysninger, så størstedelen af befolkningen opfører sig så rationelt og fornuftigt som muligt under disse omstændigheder.

KLF: Skab balance i dækningen

For Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, er mediernes mest afgørende opgave at skabe balance.

– Smitten kan i værste fald lægge landet øde. Hvis for mange bliver syge, kan det lægge vores sundhedssystem ned. Derfor skal medierne formidle viden og information uden at skabe frygt. Og det er svært for medierne, når de normalt jagter sensationer og breaking news. Medierne bør træde et skridt tilbage og påtage sig sin egentlige public service-opgave.

Både på DR og TV 2 har Mikael Arendt Laursen fundet nogle gode eksempler på det. DR afviklede i begyndelsen af udbruddet en særudsendelse, hvor eksperter blev inviteret ind til at sætte situationen i perspektiv.

– Seerne blev beroliget, men alvoren stod klart. Det var rigtig godt.

TV 2 har interviewet en kemopatient, som kunne forklare, hvorfor Sundhedsstyrelsen anbefalinger var fornuftige.

– TV 2 sætter tingene i perspektiv med et menneske, som er særlig udsat. VI har ikke retningslinjer for retningslinjernes skyld. Det handler om mennesker, om at passe på hinanden.

Vigtigt og mindre vigtigt

Mikael Arendt Laursen har ikke set og læst alt, hvad medierne har sendt ud, men han oplever en stor forskel på kvaliteten af dækningen i de medier, han følger med i.

– Nogle af de historier, er er kommet frem, er for sensationsfokuserede: Medierne formidler nogle gange historier, der ikke gavner, men spreder frygt. Med andre historier hjælper medierne os med at agere mere rationelt i situationen, fastslår Mikael Arendt Laursen og fortsætter:

– Den største udfordring er at filtrere det vigtige fra det mindre vigtige. Vi har hjemmesider, der er gule som aldrig før, med breaking news-bjælker over det hele. Der er det svært som mediebruger at se, hvad der er det væsentligste lige nu.

Anbefalinger

  1. Hent dine nyheder fra troværdige nyhedskilder som for eksempel DR Nyheder (Radioavisen, Deadline mm.), TV 2 Nyhederne og landsdækkende aviser (Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske m. fl.).
  2. Hent dine informationer fra troværdige myndigheder. Både politiet, Sundhedsstyrelsen og WHO har særlige temasites med seneste nyt.
  3. Vær særlig kritisk overfor informationer, du møder på de sociale medier. Informationerne er ikke kontrolleret og kan derfor være falske.

Alle interviews blev foretaget den 9. marts – fire dage før nedlukningen den 12. marts.

Tidligere artikelDerfor har medieaftalen og public service-kontrakten fra 2018 ikke den store betydning
Næste artikelGudstjenester og morgenandagten fortsætter i radioen trods omfattende begrænsninger