Nye tv-vaner udfordrer public service-tv

0
1271

Danskernes tv-forbrug rykker i disse år til udenlandske streamingtjenester. Blandt de unge er Netflix og YouTube nu større end samtlige danske tv-kanaler tilsammen. ”Det udfordrer hele vores system,” siger DR Medieforskning og Producentforeningen til Ugebrevet Mandag Morgen.
Næsten halvdelen af befolkningen anvendte YouTube ugentligt i både 2015 og 2016. Netflix gik i samme periode frem fra 27 pct. til 32 pct. I Danmark er Netflix nu er blevet fast bestanddel i hvert tredje hjem, skriver Ugebrevet Mandag Morgen i en analyse.
”Det store kulturpolitiske spørgsmål er, hvad det her kommer til at betyde, når danskerne lige pludselig flytter hele deres forbrug over på Netflix og HBO? Hvordan får vi så penge til at producere og finansiere dansk indhold, som er dyrt at producere. Det er hele den måde, vores system fungerer på, som bliver udfordret,” siger Dennis Christensen, leder af DR Medieforskning.
En ond spiral
Væksten i brug af streamingtjenester betyder at færre og færre ser traditionelt TV. Danmark er sammen med USA de to lande i verden, hvor flest udelukkende ser TV via streamingtjenester. Helt i top ligger USA med 10,4 pct. af alle hjem, mens Danmark indtager 2. pladsen med 10 pct. mod 6,4 pct. året før.
”Vi taler om et substantielt og radikalt fald. Og det vil kun blive forstærket, for de internationale streamingtjenester har så usandsynligt mange penge og ressourcer til at investere i helt fantastisk indhold, at de vil kunne tiltrække endnu flere seere og brugere i de kommende år. Så det kan meget vel blive en ond spiral,” siger Mads Ulrick Holmstrup, der er adm. direktør for produktionsselskabet Mastiff og formand for Producentforeningen.
Unge viger fra flow-tv
Han forklarer nedgangen i brug af flow-tv på de danske tv-kanaler – både public service-stationerne og de øvrige danske stationer:
”I og med at de yngre og unge målgrupper har helt andre tv-vaner og allerede er vigende fra flow, så forstærker det blot udviklingen. For så er der endnu mindre indhold tilbage, som interesserer dem. Og hvorfor skal de så se danske tv-kanaler? Dermed trues fundamentet for den danske indholdsproduktion, som primært er drevet af danske flow-tv-stationer,” siger Mads Ulrick Holmstrup til Ugebrevet Mandag Morgen.
 

Tidligere artikelGeneraldirektør på ’roadtrip’ landet rundt
Næste artikelEr vi ved at blive et blindt samfund?