TV-julekalendere samler danskerne som kun ganske få programmer kan gøre det, og for mange er det et fast decemberritual at samles i familien og følge med i årets julekalender. I år er der blevet sendt en række nye og gamle julekalendere, og KLF har modtaget reaktioner på ’Nissernes ø’ (Ramasjang), ’The julekalender’ (TV 2 Charlie), ’Alletiders eventyr’ (TV 2) og den aflyste ’Alletiders julemand’ (TV 2). Det er dog de to nye familiejulekalendere, ’Julehjertets hemmelighed’ på DR1 og ’Tinka og sjælens spejl’ på TV 2, der har givet anledning til langt de fleste reaktioner.

Julehjertets hemmelighed tog seerne tilbage i tiden
Når det kommer til ’Julehjertets hemmelighed’, er modtagelsen overvejende positiv. Flere roser serien for at give seerne indblik i en anden tidsperiode og fremstille dynamikken mellem tjenestefolk og herskab i midten af det 19. århundrede. Herregården og den historiske periode danner en flot ramme for et juleeventyr. Persongalleriet og skuespilpræstationerne får også positive ord med på vejen, og plottet får ros for at være spændende og medrivende.
Derudover er mange glade for de tematikker, julekalenderen beskæftiger sig med, og de budskaber, den har. Det gælder blandt andet tematikken om kampen mellem det gode og det onde, hvor det gode sejrer i sidste ende, og fremstillingen af Karens familie, der holder sammen i medgang og modgang. Der er flere eksempler på god etik, hvor Karen vælger at gøre det rette, selv når hun ikke har lyst. Og mange giver udtryk for, at programmet simpelthen var hyggeligt og skabte god stemning.
Julens rødder er godt gemt
Selvom vi har modtaget flest positive kommentarer omkring ’Julehjertets hemmelighed’, er der dog også en del reaktioner, som retter kritik mod julekalenderen.
Nogle kritiserer også serien for at have adskillige plothuller og historiske fejl. Derudover giver flere udtryk for, at ’Julehjertets Hemmelighed’, som er en familiejulekalender, indeholder for meget grimt sprog og for mange uhyggelige scener, som ikke er passende for børn.
Men et tilbagevendende kritikpunkt er det, at julens kristne rødder er svagt repræsenteret i serien. Man kan nogle gange finde tegn på kristendommen i baggrunden, når man eksempelvis hører nogle strofer af en julesalme, ser en karakter bære kors om halsen, eller hører et brudstykke af fadervor. Det træder dog ikke frem i forgrunden og får ikke den opmærksomhed, det fortjener.

Et svagt punktum for Tinka
Reaktionerne på ’Tinka og Sjælens spejl’ på TV 2 er mere blandede. Mange roser serien for at have en spændende handling, mens andre mener, at historien ikke er lige så vellykket som i de tidligere julekalendere med Tinka. Netop fordi der bygges videre på et allerede etableret univers fra de tidligere julekalendere, kan den også være svær at følge handlingen, hvis man ikke har dem friske i erindringen, påpeger flere.
Og problemet omkring fraværet af den kristne jul i ’Julehjertets Hemmelighed’, går igen i ’Tinka og Sjælens spejl’. Flere ærgrer sig nemlig over, at julens kristne rødder slet ikke spiller nogen rolle julekalenderen, som dog får positive ord med på vejen for sine budskaber om kærlighed og det godes sejr over det onde.
Hvad med julens kerne?
For de fleste af dem, der har svaret på, hvad de synes om tv-julekalendere generelt, går det igen, at man savner en julekalender, der beskæftiger sig med julens budskab om, at Jesus kom til Jorden for at frelse mennesker. Det får stort set aldrig lov at fylde noget i julekalenderne, på trods af at det for mange er en vigtig del af julen.

I alt har KLF modtaget knap 70 reaktioner om julekalenderne, hvilket er historisk højt. Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, takker for de mange reaktioner:
– Det er en afgørende del af vores dialog med medierne at modtage reaktioner. Derfor betyder så mange reaktioner rigtig meget, og de vil indgå i vores kritiske dialog med medierne.
Han kvitterer desuden for efterlysningerne efter julekalendere, der tager julen mere alvorligt.
– Det er naturligvis ikke opgaven for en familieserie på DR eller TV 2 at være forkyndende, men det undrer mig alligevel, at julens forankring i kristendommen igen og igen negligeres og ignoreres i tv-julekalendernes fremstilling i julen. Det stemmer ikke overens med den rolle, som salmer, kirkegang, juleevangeliet og det kristne håb spiller i rigtig mange danskeres julefejring, understreger han.
Der er kun få eksempler på tv-julekalendere, der griber fat i julens kristne rødder, mener Mikael Arendt Laursen og nævner ’Alletiders jul’ (TV 2), ’Julestjerner’ (DR) og ikke mindst ’Jesus & Josefine’ (TV 2).
– Når man ser på, hvor længe DR og TV 2 har sendt julekalendere, er det forbavsende få julekalendere, der faktisk søger tilbage til julens kristne rødder. Der er ingen saglig grund til at ignorere det, og julens kristne budskab kunne sagtens få lov at fylde mere i fremtidige julekalendere – uden at deres folkelige appel ville lide under det, fastslår Mikael Arendt Laursen.