Nyd julens mediegudstjenester

0
860

Annette Bennedsgaard er provst og medvirker i gudstjenesten juleaftensdag. Foto: DR.
Annette Bennedsgaard er provst i Horsens og medvirker i gudstjenesten juleaftensdag. Foto: DR.

Det nærmest vrimler med gudstjenester på Danmarks Radios kanaler omkring jul og nytår. KLF opfordrer TV 2 og andre medier til at inddrage tro og religion i julen og fortælle julens klassiske fortællinger på nye måder.
Danmarks Radio sender sammenlagt 10 gudstjenester i perioden fra juleaftensdag til nytårsdag, herunder midnatsmessen fra Rom, som bliver sendt direkte fra Peterskirken i Vatikanet julenat på DR1.
Det oplyser mediehuset i en pressemeddelelse.
Gudstjenesten juleaftensdag klokken 15.00 bliver sendt på DR1 og er fra Horsens Klosterkirke. Her er det provst Annette Bennedsgaard, der er årets juleprædikant.
Jul på Go’ Morgen Danmark
Det nærmeste seerne kommer en julegudstjeneste på TV 2 er Go’ Morgen Danmarks optagelse af folk der går i kirke. ’Go’ morgen Danmark’ sender juleaftensdag fra klokken 9.00 og frem til ved 14-tiden. Her vil de bl.a. sende live fra Frederiksberg Kirke, når folk er på vej til gudstjeneste. Der vil også være kor og julesange, oplyser TV 2.
En grundpille i dansk kultur
TV 2 oplyser til KLF, at ”redaktionerne på TV 2-regionerne, TV 2 Nyhederne og ’Go’ morgen Danmark’ – efter deres egne redaktionelle prioriteringer – kan inddrage emner som religion, tro, kirke, værdier og etik i programmerne, når det er aktuelt og relevant”.
– Jeg har svært ved at se, at noget kan være mere relevant end den kristne højtid netop nu, siger generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, Mikael Arendt Laursen og fortsætter: – Det er ikke nogen nyhed, at Jesus blev født i en stald for to tusind år siden, men det er stadig den væsentligste grundpille i vores kultur og dermed også en højtid, som samler størstedelen af danskerne på lørdag.
Mikael Arendt Laursen tilføjer:
– Jeg vil da gerne udfordre TV 2 og alle øvrige medier til at tage fat i julen med deres journalistiske kreativitet og se, om ikke julen kunne være temmelig relevant også for dem.
10 gudstjenester på DR
DR sender ikke færre end 10 gudstjenester omkring jul og nytår. Juledag kl. 14 sendes igen en julegudstjeneste fra Horsens Klosterkirke, hvor sognepræst René Høeg liturg og prædikant.
Både juleaftensdag på DR1 og juledag på DR K vil seerne kunne mærke, at man lige nu har et projekt kørende i Horsens, hvor man prøver at udvikle nye kirkelige formater for de 20-45-årige. De to julegudstjenester vil bære præg af dette arbejde, hvor prædikenen for eksempel bliver til i et samarbejde mellem præsten og fire medvirkende fra menigheden.
Holmens Kirke er ”julens kirke”
På P1, hvor DR har sendt gudstjenester i over 90 år, er julens kirke barokkirken Holmens Kirke i midten af København. Juleaften klokken 16.25 er Ejgil Bank Olesen prædikant, juledag klokken 9.54 står prædikant Helene Dam for gudstjenesten, og 2. juledag klokken 9.54 prædiker Peter Thyssen.
Derudover er der også masser af julemusik, når organist og kantor Jakob Lorentzen – sammen med Holmens Kantori og solister – danner den musikalske ramme for højtiden.
Gudstjenester på færøsk og grønlandsk
P1 sørger også for, at de mange færinger og grønlændere, der befinder sig i Danmark, får mulighed for at høre julens budskab på deres eget sprog.
Den grønlandske julegudstjeneste bliver sendt på P1 juledag klokken 16.03, mens det dagen efter samme tid gælder den færøske julegudstjeneste.
Mikael Arendt Laursen glæder sig over DR’s prioritering af den kristne jul:
– Journalisterne er generelt hurtige til at kritisere DR for alt muligt, men netop i julen oplever vi, at DR er en af de helt store formidlere af trosstof, hvilket de skal have stor ros for.
Han håber de øvrige medier vil følge trop:
– Julen rummer så mange potentielle historier og vinkler, som dygtige journalister og mediefolk kan tage fat i, så min udfordring kunne være, at medierne i højere grad ville konkurrere om at lave de bedste historier om julen frem for at vælge den fra. Og så må de meget gerne huske, hvad julen faktisk handler om: Jesu fødsel og et budskab om frelse for mennesker.

Svend Løbner

Tidligere artikelKLF spiller op til profan ’Religionsrapport’
Næste artikelJulebudskabet giver glæde og mening