Ny app fra KLF giver magten til mediebrugerne

0
1136

KLF, Kirke & Medier står bag udviklingen af en ny reaktions-app (KLF), hvormed danske mediebrugere hurtigere kan reagere og kommentere på udsendelser i tv, radio og på nettet.

 

– Jeg kan ikke finde en tilsvarende app, der på samme måde giver plads til mediebrugernes holdninger, og det er selvfølgelig dejligt, at KLF, Kirke & Medier er de første. App’en er vigtig, fordi vi hele tiden oplever, at medierne overtræder god etik, og egentlig burde de tage sig selv i ørerne. Det gør de ikke, og så er det jo passende, at mediebrugerne kan hjælpe dem på vej med ris og ros via vores app, siger generalsekretær i KLF, Kirke & Medier Mikael Arendt Laursen.
Han står med sin smartphone i hånden, mens han begejstret fortæller om app’en, der ifølge ham, har potentiale til at sætte helt nye standarder for, hvad læsere, lyttere og seere har magten til at påvirke.
– Vi er Danmarks største lytter- og seerorganisation, og vi har direkte adgang til dialog med medierne på ledelsesniveau. Det betyder, at vi kan formidle brugernes holdninger til dem, der reelt har indflydelse på, hvad der sendes i tv og radio. Det siger sig selv, at når X Factor ruller over skærmen og vi får 400 reaktioner ind via app’en, så vægter det mere, end hvis vi kun kan fremvise fem reaktioner, forklarer Mikael Arendt Laursen.

Lige ved hånden

Hos KLF, Kirke & Medier er det netop mediebrugernes sag, der bliver talt. Foreningen er sat i verden for at sikre et naturligt indhold af kristendom i medierne og samtidig agere vagthunde overfor medierne.
– Vi kan ikke kontrollere alle tv- og radiostationer selv, og derfor har vi brug for danskerne til at reagere, hvis de ser eller hører noget, de enten er rigtig begejstrede for eller utilfredse med. Med app’en bliver det rigtig nemt. Vores opgave bliver til gengæld at samle informationerne i en database og herefter formidle dem videre til de rette vedkommende, fortæller generalsekretæren.
Udover muligheden for at sende en reaktion ind til KLF, vil app’en også indeholde forslag til programmer, som KLF vurderer, har en interesse – enten, fordi der kan være etiske problemstillinger eller fordi, det har et spændende indhold. Samlet set er det Mikael Arendt Laursens håb, at så mange som muligt vil tage app’en til sig og bruge den.
– Hvor tit har man ikke siddet foran skærmen og brokket sig over et tv-program; værten var ubehøvlet, der blev brugt skjult kamera unødigt eller man kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Nu er chancen for at gøre noget ved det lige ved hånden. Den håber vi selvfølgelig, danskerne vil tage til sig og bruge. Jo flere, vi er, jo højere er vores stemme.
KLF-app’en er gratis og tilgængelig på iOS- og Android-smartphones og tablets. Søg på ‘KLF’. Du kan se en introvideo til app’en her:
Hent app til Android
Google Play ikon
Hent app til iOS (iPhone og iPad)
App Store iTunes ikon
 

 

Tidligere artikelKLF bestiller 4.000 iPhone 6'ere
Næste artikelBanebrydende ændring i KLF