I løbet af påsken kommer vi vidt omkring på nabolandskanaler: gennem dokumentarer, reportager og gudstjenester.
Palmesøndag
Både ZDF, SVT2 og NRK1 har programsat en gudstjeneste om formiddagen.

ZDF er tidligst på banen med en katolsk gudstjeneste fra Skt. Stefan Domkirken i Wien kl. 9.30. Her vil man opleve det højebarokalter være iklædt en 80 kvadratmeter stor striktrøje, udført af den østrigste kunstner Erwin Wurm. Striktøjen er med domkirkepræst Toni Fabers ord et “kunstnerisk debatoplæg til bodsgangen i påsken”. Forud for gudstjenesten sender ZDF kl. 9.03 programmet sonntags (Om Søndagen), hvor værten Andrea Ballschuh ser på, hvordan koronakrisen påvirker troen.
Kl. 10.00 blænder SVT2 op for sin palmesøndagsgudstjeneste fra Ulrikdals Slotskapel, hvor biskop Johan Dalman prædiker. Stockholms Pigekor KFUM medvirker under ledelse af Lotta Wilund, Miriam Andersson er solist.

Kl. 11.00 transmitterer NRK1 en familiegudstjeneste fra Tromsø Domkirke, hvor provst Jill Sæterbø Kjølaas og sognepræst Kjell Y. Riise. Forinden kl. 10.50 sender NRK1 et postkort fra Peterskirken i Rom, hvor Arnt Stefansen møder vatikan-eksperterne Thomas Thiis-Evensen og Giancarlo Zizola, der har nogle spændende historier klar om kirkens arkitektur.
Umiddelbart efter gudstjenesten sender NRK1 kl. 12.00 dokumentaren Jesus lever på Karmøy (nord for Stavanger om 23-årige Svein Helge, der forsøger at redde den gamle, norske bedehuskultur på Karmøy. Den genudsendes samme dag på NRK2 kl. 16.25.

Onsdag den 8. april kl. 18.30 sender SVT2 1. del af dokumentaren Jesus’ sidste dage, hvor vi ser, hvordan en politisk kamp i Rom kan have haft indflydelse på Jesu død. 2. del sendes Skærtorsdag kl. 18.30 på SVT2.
Skærtorsdag
Skærtorsdag har hverken NRK, SVT eller ZDF gudstjeneste på programmet, og der er heller ikke meget andet på programmet.
SVT2 sender kl. 18.30 2. og sidste del af dokumentaren Jesus’ sidste dage. Men kl. 19.45 sender NRK2 programmet Korsfæstelsen, der forandrede verden. Historien om Jesus er fuld af politiske intrigere, magtkampe og glødende modstandere. Hvordan fik det sådan en enorm betydning?
Langfredag
Langfredag er også rent tv-mæssigt temmelig intens. Fra tidlig morgen til sen aften er der noget at komme efter på nabolandskanalerne.
Vi begynder på SVT2 kl. 10.00, som sender gudstjeneste fra Nederluleå Kirke i den nordlige del af Sverige. Præst Ida Marcusson leder gudstjenesten, og præst Magnus Lindh prædiker. Derudover medvirker kirkens kor under ledes af Andreas Söderberg.

Kl. 11 blænder NRK1 op for knap 4 timers påsketv. Det begynder med en gudstjeneste fra Tromsø Domkirke, hvor sognepræst Kjell Y. Riise prædiker. Kl. 11.50 guider NRK os igennem påskens salmer. Kl. 12.20 får vi historien om Nidarosdomkirken – Norges nationalkirke, som efter to store brande i 1700-tallet trængte til en kærlig hånd. Det krævede en massiv indsats at genrejse katedralen – et arbejde, som strakte sig fra 1869 til 2001! Den historie kan få på NRK1. Kl. 12.50 genudsender NRK1 programmet Korsfæstelsen, der forandrede verden.
Kl. 15.40 sender NRK2 1. del af dokumentarserien Messias, hvor fotograf Jonas Bendiksen rejser jorden rundt for at møde mennesker, som mener, at de er Guds søn. I 1. del besøger Jonas en lille sydafrikansk landsby, hvor den tidligere smykkesælger Moses, landsbyens Messias, skal giftes.

Langfredag slutter med dokumentaren “Pave Frans – en mand og hans ord” på ZDF kl. 22.50. Hvem er den katolske pave Frans, og hvor fører han Den katolske kirke hen? Det forsøger Wim Wenders og David Rosier at få svar på i denne dokumentar, som eksklusivt følger tilblivelsen af nyt officielt portræt af paven.
Lørdag den 11. april
Selvom lørdag ligger lidt i klemme mellem Langfredag og Påskedag, står programmerne med et kirkeligt islæt meget tæt.
Kl. 16.00 sender NRK2 anden del af dokumentarserien Messias. Denne gang møder vi Matayoshi, en japansk politiker, som hævder, at han er Guds søn. Han vil etablere Guds rige gennem demokratiet og arbejder hårdt for at blive valgt til Japans Parlament.

Kl. 18.30 giver SVT2 et indblik i frikirkernes musiktradition i programmet “Frikyrkans musikunder”. Den nyproducerede dokumentar undersøger hvor mange af de svenske popstjerner, der har en frikirkelig baggrund, og spørger, hvorfor kategorien “Årets kristne gruppe” blev fjernet fra den svenske kåring Grammisgalan. I dokumentaren medvirker blandt andre Ulf Christiansson (fra det svenske rockband Jerusalem), Lisa Nilsson (ja, den Lisa Nilsson!) og mange andre svenske musikere, musikproducere og sangskrivere.

I kølvandet på den dokumentar viser SVT2 kl. 19.35 en 2018-version af Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers verdensberømte musical: Jesus Christ Superstar. Den er en version med store stjerner på plakaten: den 10-dobbelte grammyvinder John Legend spiller Jesus, og i rollen som Herodes ser vi – noget overraskende – rocksangeren Alice Cooper. Derudover medvirker Sara Bareilles Maria Magdalene og den svenske musical- og rocksanger Erik Grönwall som zeloten Simon.

Ikke mange har kanalen – men prøv at kigge efter den – for Kunskapskanalen viser kl. 20.00 1. del af reportageserien Pilgrimsvandring mot Rom, hvor vi møder en broget skare af troende og ateister, der begiver sig mod Rom for at møde paven. 2. og 3. del vises de følgende to lørdage (18. april kl. 20 og 25. april) på Kunskapskanalen.

Ud på aftenen sender både SVT2 (kl. 21.15) og NRK2 (21.25) midnatsmesse fra Rom. På SVT2 vil Charlotte Smeds, der er redaktionschef på Vatican News og bosiddende i Rom, guide seerne igennem midnatsmessen. På NRK2 vil Ove Gundersen fra NRKs trosredaktion kommentere sammen med Pål Bratbak, der er præst i den katolske St. Olav Domkirke i Oslo.
ZDF har i øvrigt valgt i sidste øjeblik at tilføje en ekstra gudstjeneste til programmet. Den sendes kl. 23.00 fra Mainz-katedralen, hvor den katolske biskop Peter Kohlgraf vil prædike over ordene:”Frygt ikke!” Netop de ord, som englen bruger ved graven, og som “gælder for alle mennesker i dag i corona-krisen,” som der står i en pressemeddelelse fra ZDF.
Påskedag
Påskedag åbner både ZDF, SVT2 og NRK1 op for gudstjenester. Men allerede kl. 9.03 tager ZDFs faste tros- og eksistensprogram sonntags fast på emnet “Opstart, opbrud, opstandelse”. Påsken falder sammen med, at naturen er ved at starte op efter vinteren, men kristne fejrer Påskedag Jesu opstandelse og troen på, at døden ikke er slutningen. Efter sonntags sender ZDF kl. 9.30 en protestantisk gudstjeneste fra den lille enskibede korskirke i Ingelheim, vest for Frankfurt.
Kl. 10.00 sender SVT2 gudstjeneste fra Nederluleå Kirke, hvor Elin Forssander prædiker og Richard Asplund leder gudstjenesten. Menighedens børnekor medvirker under ledelse af Kari Engesnes.
Kl. 11.00 sender NRK1 gudstjeneste fra Tromsø Domkirke, hvor provst Jill Sæterbø Kjølaas og sognepræst Kjell Y. Riise medvirker.
Kl. 14.20 viser NRK2 3. del af Messias, hvor Jonas Bendiksen langt ude i den sibiriske ødemark møder den tidligere færdselsbetjent Sergei Torop, der for 30 år siden modtog en åbenbaring om, at han var en reinkarnation af Jesus. Nu kalder han sig Vissarion og bor sammen med 6000 følgere.
Kl. 18.00 fortæller NRK2 historien om “Da Dylan mødte Jesus”. Det er en koncertfilm fra 2017, som tager et genhør med Dylans tre kristne udgivelser: Slow Train Coming (1979), Saved (1980) og Shot of love (1981) – og viser optagelser fra Dylans indspilninger og koncerter fra den periode.
2. påskedag
2. påskedag er der ikke meget at melde om fra nabolandskanalerne, men der er alligevel noget at komme efter:
Kl. 15.40 viser NRK2 4. og sidste del af serien Messias. Fotografen Jonas Bendiksen møder INRI Cristo, der som ung var årsag til mange nyheder i Brasilien, da han stormede ind i en katolsk kirke og knuste et krucifiks for at vise, at han var den reinkarnerede Jesus. Han blev hentet af politiet og sat i fængsel, men lever i dag i en isoleret ejendom udenfor hovedstaden Brasilia.

Kl. 18.15 runder ZDF påsken af med dokumentaren “Døden og det, der følger”. Eric Wrede var en succesfuld musikchef, men følte til sidst ikke, at det var tilfredsstillende, og skiftede derfor branche. Nu er han en noget atypisk bedemand. Sammen med Susanne Bohlmann søger han i denne dokumentar svar på spørgsmålene: Hvad sker der, når vi dør? Er der liv efter døden?