Niels Hausgaard: Ret op på den dårlige retorik

0
1414

Retorikken i mediedebatten er ”tåbelig”, og vi siger ting i dag, som vi ikke ville have sagt for 10 år siden, siger sanger og entertainer Niels Hausgaard i et magasin, som både viser egyptiske journalisters kamp mod ekstremisme og går tæt på DR håndtering af etiske dilemmaer.
– Der kan siges ting med fuld accept i dag, som man ikke kunne sige for ti år siden, fordi det dengang var direkte plat og pinligt. Det er et tab, synes jeg. Et tab af vores egen værdighed.
Det udtaler sanger og entertainer Niels Hausgaard i magasinet Kirke & Medier, som udkommer tirsdag den 9. maj. Magasinet handler om den måde, vi omtaler hinanden på, og de konsekvenser, vores ord kan få.
– Jeg mener, at enhver form for umenneskelighed starter med en dårlig retorik. Efter accept af en tåbelig retorik følger handlingen, siger Niels Hausgaard og foreslår en løsning:
– Det, vi kan gøre, er at rette op på retorikken.  For hvis vi først accepterer retorikken, går det galt, siger han til magasinet, der udgives af Danmarks største mediebrugerorganisation, KLF, Kirke & Medier.
Tonen er blevet hård
Organisationens generalsekretær Mikael Arendt Laursen er enig:
– Tonen er blevet hård, og ytringsfrihed er blevet næsten det samme som krænkeret. Men ifølge Grundloven har vi ytringsfrihed under ansvar. Derfor skal vi alle – og medierne især – sikre en god tone og en sund debatkultur. Ellers går det ud over demokratiet, siger han.
Ord kan både skabe kulturmøde og kultursammenstød, skriver religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. I en kronik citerer han den jødiske filolog Victor Klemperers notater fra Tyskland i mellemkrigsårene: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Går DR på klingen
Kirke-Medier-2-2017KLF, Kirke & Medier udgiver magasinet Kirke & Medier fire gange årligt i 12.000 eksemplarer. Under temaet ”Medier med omtanke” møder vi blandt andet egyptiske journalister som modvirker ekstremisme ved at skrive faktuelt og fair om religiøse sammenstød.
Vi møder også DR’s nye mediedirektør Henriette Marienlund, som ønsker at DR skal sætte standarden for dansk journalistik. Og vi går etikchef Inger Bach på klingen om, hvordan det store mediehus helt konkret håndterer etiske dilemmaer og sikrer, at programmerne holder en høj etisk standard.
Magasinet Kirke & Medier sendes gratis til alle KLF’s medlemmer, bestyrelsesmedlemmerne i DR, TV 2 og Radio24syv og alle redaktører og journalister i public service-medierne, der måtte ønske det.
Bliv medlem af KLF, Kirk & Medier og få magasinet tilsendt gratis!

Tidligere artikelMorgenandagten har stadig undertekster
Næste artikelTv-vært får ros for gode nyheder