Nærdødsoplevelse gav Mette ro

En ny dokumentar på TV 2 sætter fokus på nærdødsoplevelser. Teolog og professor i åndelig omsorg Niels Christian Hvidt har været med fra programmets tidlige fase som akademisk konsulent.

0
1145
Foto: Theis Mølstrøm Christensen/TV 2.

Er der liv efter døden? spørger TV 2 i en ny dokumentar. I dokumentaren, der sendes i to dele, fortæller hovedpersonen Mette om hendes nærdødsoplevelse, som var så overvældende for hende, at hun længes efter at komme tilbage. I programmet forsøger hun at rekonstruere den i virtual reality, en slags 3D-animation, så hun kan dele sin oplevelse med resten af verden. For hvis alle oplevede det, hun har oplevet, ville ingen være bange for at dø.

I 2. del ser Mette rekonstruktionen af sin nærdødsoplevelse, som hun oplever som meget overvældende, og som får hende til at undersøge: Kan hendes oplevelse ændre vores syn på døden, som den har gjort for hende?

Mette i samtale med teolog Niels Christian Hvidt. Foto: Theis Mølstrøm Christensen/TV 2.
Mette i samtale med teolog Niels Christian Hvidt. Foto: Theis Mølstrøm Christensen/TV 2.

Niels Christian Hvidt, der er teolog og professor i åndelig omsorg ved Syddansk Universitet, har været akademisk konsulent på serien, og han forklarer i et interview med KLF, Kirke & Medier, at projektet er meget beskrivende:

– Vi prøver simpelthen at beskrive det sådan, som de her mennesker har oplevet det, og som jo har forandret deres liv på de mest radikale måder, man kan forestille sig. Og så lader vi det være op til seerne, hvad man så tolker på det.

Hvordan kan man gøre sådan noget som nærdødsoplevelser, som egentlig bare er folk, der fortæller til noget, der er egnet at se på tv?

– Dem, der har haft nærdødsoplevelsen, får lov til at designe deres nærdødsvision, som det jo virkelig er, i form af en virtual reality videoproduktion. Så det vil sige, Mette for eksempel, som var den første, vi har haft i gang med det her, bliver sat sammen med en virtual reality grafikker, som hun så sidder med, i fire-fem dage for at genskabe nærdødsoplevelsen.

Det var faktisk en stor oplevelse for Niels Christian Hvidt at opleve Mettes respons på at bevæge sig i en 3D-simulation af hendes nærdødsoplevelse:

– Det var stort at se, hvordan hun strålede, hvordan hendes ansigt var, hvor hun var i tårer, da hun så det endelige produkt. Hun fortalte, at det var første gang, at hun kunne dele det med nogen, hvad hun oplevede. Så det var helt fantastisk.

1. del af dokumentaren sendes på TV 2 den 21. august kl. 20.50. 2. del sendes senere samme aften, kl. 22.25. Efterfølgende vil programmet kunne ses på TV 2 Play.

.

.

.

.

.

Hør et længere interview med Niels Christian Hvidt her, hvor han fortæller mere om tv-dokumentaren.

Tidligere artikelP3 besøgte KFUM og K-festival
Næste artikelDEBAT: Kritikken af DRs egenreklame mangler nuancer