Af Kim Borregaard Eriksen
Den 6. maj var KLF, Kirke & Medier igen inviteret til debat med en mediepolitisk ordfører. Denne gang var det Ellen Trane Nørby fra Venstre, som gerne ville høre om vores holdninger.
Igen oplevede vi, at der var afsat 30 minutter til mødet, men vi endte med at få over en time. Det må jo betyde, at hun følte sig inspireret og følte, at det var værd at bruge tid på, at drøfte tingene med os.
Der var da også både tid til at drøfte konkrete ting i relation til vores projekt om Seniorer og Medier, men også drøftelser om fremtidens licens, DAB radio, gudstjenester og morgenandagt, samt de synspunkter, som var i udtalelsen fra repræsentantskabsmødet i lørdags.
Der var da heller ingen tvivl om, at Ellen Trane Nørby følger med i, hvad der sker i KLF og medieområdet i det hele taget. Hun var velinformeret og vidste, hvad hun snakkede om, men det gjorde vi også.
Det er selvfølgelig vanskeligt at sige, hvad der konkret kommer ud af den enkelte samtale. For os handler det meget om, at “gøde jorden”, så politikerne i forhandlingerne er godt klædt på og forstår, hvad vi står for.
Efter vi har været i dialog med Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og skriftligt i dialog med Liberal Alliance, er jeg temmelig overbevist om, at partierne går efter et bredt forlig. Selvom der på mange måder arbejdes på, at skabe kant mellem fløjene, ser det heldigvis ud til, at mediepolitikken ikke skal være en politisk skueplads, men at der på dette område vil blive arbejdet på et bredt forlig. Det er helt i tråd med vores ønske, da det giver mest ro på området, hvis vi rimeligvis ved, hvad der er at arbejde ud fra, de kommende fire år.
Men lad os nu se. Alle siger, at forliget kommer i hus, inden Folketinget går på sommerferie, så mon ikke der kommet et forlig i løbet af en måneds tid.
—
Læs udtalelsen: KLF om medieforlig: Mere debat om ånd og kultur, tak
Læs mere om Medieforlig 2014