Massiv opbakning til, at gudstjenesten skal fortsætte på DR1

- Hold fast i gudstjenesten på DR1, DR, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, som i torsdagens udgave af Kristeligt Dagblad bliver bakket op af biskop, en tidligere kirkeminister og en tidligere tv-tilrettelægger.

0
1351

KLF har i mange år presset på for, at tv-gudstjenesten sendes på hovedkanalen DR1. På et bispemøde i efteråret tilsluttede biskopperne sig KLFs opfordring til DR. Nu har gudstjenesten været sendt på DR1 siden advent 2020 og har generelt haft rigtig flotte seertal. Derfor gentager biskop Henrik Stubkjær opfordringen til DR i Kristeligt Dagblad i dag torsdag. Det samme gør også tidligere kulturminister Mette Bock og tidligere tilrettelægger på tv-gudstjenesten Flemming Stentoft:

– Jeg synes bestemt, den passer ind sammen med de andre generelle og almene programmer, som sendes der. Samtidig er det et flot produkt, som DR bruger mange penge på, og derfor kan det sagtens bære at ligge på hovedkanalen, udtaler Flemming Stentoft til Kristeligt Dagblad.

Den massive opbakning til KLFs ønske glæder Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier:

– Det er godt at se, at KLF ikke står alene med ønsket til DR: Send tv-gudstjenesten på hovedkanalen. Vi kan også konstatere, at tv-gudstjenesten, der sendes på DR1 søndag har fået godt fat i tv-seerne. Fra det kirkelige bagland skal det lyde højt og klart: Hold fast i gudstjenesten på DR1, DR! fastslår Mikael Arendt Laursen.

Seertal, værdi og ressourcer

DR har tidligere overfor KLF, Kirke & Medier understreget, at seertal ikke er det eneste parameter, som DR sammensætter sendefladen ud fra. Men det skal også være værdiskabende. Det har KLF, Kirke & Medier stor respekt for:

– Det tager ikke lang tid at vurdere, om tv-gudstjenesten søndag formiddag på DR1 er værdiskabende: TV-gudstjenesten har fortrængt gamle britiske krimier og genudsendelser af nogle genudsendelser. Hvad er mest værdiskabende for seeren? Er det en gammel britisk krimi, eller en aktuel gudstjeneste, der er et spejl af danskernes hverdag? spørger Mikael Arendt Laursen.

Flemming Stentoft gør opmærksom på i Kristeligt Dagblad, at DR prioriterer en del ressourcer på tv-gudstjenesten. Derfor er det også relevant at se på, hvordan DR får mest muligt ud af de ressourcer, der lægges i det, mener KLF, Kirke & Medier:

– Dette handler for mig også om at anvende DRs produktioner bedst muligt. Søndag formiddag på DR1 kan næppe regnes for prime time – det afspejles også i de programmer, som DR ellers ville sende. Men en tv-gudstjeneste på DR1 søndag formiddag giver rigtig god mening og kan kaldes prime time i en kirkelig forstand, mener Mikael Arendt Laursen.

DR: Gudstjenesten fortsætter på DR1

DR oplyser overfor KLF, at tv-gudstjenesten fortsætter på DR1 indtil den vanlige sommerpause, hvor sendingen af tv-gudstjenester stopper for at vende tilbage igen til august:

– Da kirkegang stadig ikke er muligt på almindelige vilkår, fortsætter vi med at sende gudstjenesten på både DR1 og DR2 – i hvert fald indtil sommerpausen, siger Lisbeth Langwadt, programchef for aktualitet, kultur og dokumentar i DR Medier, som minder om, at man altid vil kunne finde den seneste gudstjeneste på streamingtjenesten DRTV.

Udmeldingen fra DR glæder Mikael Arendt Laursen.

– Det er den eneste rigtige beslutning at holde gudstjenesten på DR1. Det er meget fint, at mediebrugerne kan finde gudstjenesten på DRTV, men i realiteten er en gudstjeneste ikke et streamingprodukt. En gudstjeneste er at være en del af et fællesskab – om det så er i samme rum i en kirke eller i samme tid foran tv-skærmen. Det er den samme følelse, der går igen ved fællessang-programmerne: At man er en del af et fællesskab, der lige nu synger sammen – eller oplever en gudstjeneste sammen, bemærker Mikael Arendt Laursen.

Han håber, at DR konkluderer, at tv-gudstjenesten har vist sig værdig til en permanent plads i sendefladen søndag formiddag:

– DR argumenterer for, at det er en coronaløsning at lægge en gudstjeneste på DR1 søndag formiddag. Men også efter en coronatid vil der være mennesker, som vil prioritere en tv-gudstjeneste søndag formiddag grundet alvorlig sygdom eller andet, der forhindrer dem i at tage til gudstjeneste søndag formiddag. Dertil kommer de seere, som pr. refleks trykker på nr. 1 på fjernbetjeningen, og som derved får et stykke aktuel velproduceret kulturformidling gennem det, som en tv-gudstjeneste også er, bemærker Mikael Arendt Laursen og tilføjer:

– Ingen mediechefer ville lægge nyproduktioner søndag formiddag på DR1. Men lige nøjagtig tv-gudstjenesten er en eksklusiv produktion, som ligger rigtig godt på DR søndag formiddag. Også når vi er færdige med corona.

Tidligere artikelDerfor gider jeg ikke debatter på de sociale medier
Næste artikelPodcast: Kan dødssynderne gøre os klogere på vores digitale liv?

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her