Lone Hertz sprudler af tro

0
1592

Kristendommen er fundamentet for mit liv og min kunst, siger Lone Hertz. Onsdag den 27. december medvirker den folkekære skuespiller i Mennesker og tro på P1.
Lone Hertz er kendt og elsket for sit autentiske skuespil og engagerede foredrag, hvor hun blandt andet reciterer Johannes’ Åbenbaring.
Hun sprudler af liv og livsmod, og på spørgsmålet om, hvilken aha-oplevelse, der har gjort størst indtryk på hende, svarer hun spontant:
– Livet er én stor aha-oplevelse. Alt er kommet bag på mig, siger Lone Hertz, mens hun ler højt.
Troen er fundament
Og når det gælder hendes livsgrundlag lægger hun ikke fingrene imellem:
– Troen på Gud præger jo min tankegang, forklarer hun. – Den præger alle mine holdninger og handlinger – de to ting hænger jo sammen. Kristendommen er fundamentet for mit liv, selv om jeg ikke altid har efterlevet troen ideelt set. Men viljen ser Vorherre på, og det er det vigtigste!
Lone Hertz medvirker i udsendelsen Mennesker og tro på P1 onsdag den 27. december 2017 kl. 13.03. Her møder hun Anders Laugesen i dennes skurvogn og fortæller om sit livs rejse.
Spændende karriere
Og hendes livsrejse har bestemt været spændende:
Hun startede sin skuespillerkarriere ved ABC-Teatret 1956-61 og fik derefter mange hovedroller i teatre landet over, inden hun blev rektor for Statens Teaterskole 1984-90. Mange vil huske hendes hovedroller på film, bl.a. Prinsessen fra benzintanken.
Hun fortæller:
– Kristendommen er også grundlaget for min kunstneriske virksomhed.
Som en cirkusartist
Kunst er ikke at kunne, for så er det faktisk ikke en kunst. Så kan alle det jo. Kunst er at gøre noget i særdeleshed, hvor man aldrig ved, om det vil lykkes eller ikke vil lykkes.
– Det er jo som at være cirkusartist. Man skal vove sig helt derud, hvor man ikke tror, man kan bunde. Det skal der meget tro og håb til! Det er som at stille op til Olympiaden hver aften, hvor publikum sidder som dommerpanel. Man skal præstere sit ypperste lige dér, ellers duer det ikke. Det er et stort pres, og dér bliver troen drivkraften.
Kulturelt opgør
Men kristendommen er ikke kun en hjælp i konkrete situationer, men en forståelsesramme for hele den vestlige kultur, mener Lone Hertz. Derfor vil hun gøre sit til at formidle kristne værdier i det, hun kalder ”tidens kulturelle opgør”:
– Vi lever i en tid, hvor mange dårligt vil vedkende sig, at det akkompagnement til livet, som de er vokset op med, det er for de fleste kristendommen. Det er ikke mange bevidste om, slet ikke de unge. Det er fortvivlende!
Bibelen er vigtig
Troen skal have noget at leve af, mener hun. Derfor er formidlingen af de bibelske tekster så vigtige:
– Jeg har altid været troende. Men det hjalp mig utroligt meget at få sat ord på min tro, for det var det, der skete, da jeg begyndte at beskæftige mig så kraftfuldt med disse tekster.
– Jeg troede, jeg vidste, hvad det egentlig var, jeg troede på, men det gik så op for mig, at det anede jeg ikke, for jeg havde jo aldrig læst teksterne i virkeligheden. Jeg havde jo kun lært højdepunkterne i skolen og så videre.
Tal om troen
– Det er meget berigende at få sat ord på sin tro. Vi er jo gennemsyret af kristendommen i vores opdragelse, gennem vores barndom i skolen, hele vores demokrati hviler, som jeg oplever det, på kristendom. Det er bare ikke defineret, det er uden substans. Og det er det, vi begynder at søge efter. Hvad er substansen, hvad er det egentlige, hvorfor synes vi, det ene er forkert, det andet rigtigt?
– Det er livsnødvendigt, at vi kender udspringet. For mange mennesker, jeg selv og mine børn med, har store lækager. Vi har jo ikke kendt vores besøgelsestid; vi har ladet det sejle i alt for mange år. Så der er noget at indhente.
Mennesker og tro på P1 onsdag den 27. december 2017 kl. 13.03.

Af Svend Løbner
i Udfordringen

Tidligere artikelSå bank dog teser op på mediedøren
Næste artikelNiels Hausgaard: Ret op på den dårlige retorik