TV 2-programmet Toppen af poppen får en buket af KLF, Kirke & Medier, fordi programmet er kreativt og samler seere på tværs af generationer. Toppen af poppen får unge og ældre kunstnere til at mødes og dele deres erfaringer. Programmet har sæsonpremiere den 27. august.
– Jeg er vild med Toppen af poppen! Her får dygtige musikere lov til at udfolde sig kreativt for åben skærm. Det er inspirerende og gribende. Det synes jeg er virkelig god underholdning!
Ordene kommer fra Mikael Arendt Laursen, generalsekretær for mediebrugerorganisation KLF, Kirke & Medier, der har kæmpet for kristendom og god etik i medierne siden 1926. KLF er Danmarks største mediebrugerorganisation og uddeler hvert kvartal en buket til en medieperson eller et mediekoncept, som fortjener særlig ros.
Gladere og klogere
Denne gang falder valget på Toppen af Poppen, som har premiere på syvende sæson søndag den 27. august.
Men hvorfor lige Toppen af poppen?
– Godt tv er kendetegnet ved, at det enten gør os gladere eller klogere. Vi har derfor brug for både nyheder, dokumentarprogrammer og god underholdning. Når underholdningen er god, gør den os begge dele: både glade og en lille smule klogere. Et eksempel er programserien Toppen af poppen, siger Mikael Arendt Laursen.
Fælles tv-oplevelse
Buketten modtages af TV 2’s kanalchef Lotte Lindegaard, som står bag underholdningskonceptet, hvor kunstnere spiller hinandens musik, og etablerede sangere og musikere deler deres erfaringer og oplærer nye, yngre kunstnere.
– Netop derfor samler Toppen af poppen alle generationer foran skærmen, og det er al ros værd i en tid, hvor familiemedlemmer har en tendens til at stikke hovederne i hver deres smartphone, siger generalsekretæren.
Musik berører os
– Tak, fordi I kom med denne smukke buket og dermed anerkender det arbejde, vi laver! siger Lotte Lindegaard, da Mikael Arendt Laursen møder op med buketten i Kerteminde, hvor et af programmerne bliver optaget. Hun glæder sig til serien begynder den 27. august:
– Jeg ser for mig, at seerne sidder derhjemme og bliver meget følelsesmæssigt berørt! Musik berører os, så vi kan mærke det helt ind i kroppen. Og programmet er en hyldest til den danske sangskat. Vi skaber kunstneriske produkter, siger hun til magasinet Kirke & Medier, som der netop har underholdning som tema under overskriften: ”Gladere – og lidt klogere”.