Krav til kristne lokalradioer inspirerer til kreativitet

0
882

Hvad vil kristne lokalradioer gøre for at opfylde kravet fra nytår om at sende mindst én times lokalt indhold om ugen. Rundringning viser, at det kræver både fantasi og arbejdskraft at lave udsendelser ”af lokale, med lokale, til lokale”.
Slots- og Kulturstyrelsen stiller fra nytår krav om, at der i lokalradioer skal sendes mindst én times ny, egenproduceret udsendelse med lokalt indhold hver uge. Den Kristne Producent Komité (DKPK) har ringet til flere lokalradioer og spurgt, hvordan de vil efterkomme dette krav. DKPK er paraplyorganisation for ca. 20 lokale radio- og tv-stationer.
Masser at fortælle
– Det er da til at overkomme, kommer det spontant fra Per Nielsen, der leder UCB Radio i København. Stationen sender på to kanaler. På den ene vil nyhederne komme lørdag formiddag, på den anden mandag nat.
– I København er der masser at fortælle. Der sker jo en masse kulturelt, politisk og i sportsligt. Vi får ikke noget problem med at sende en times lokale nyheder fra København. Der er altid stof i storbyen!
Per Nielsen regner med at benytte Københavns lokalaviser som kilde. Samtidig vil stationen interviewe københavnerne over telefonen.
Reportage fra væresteder
I Københavns Nærradio har man konkret tre udsendelser på bedding, fortæller stationsleder Viggo Wive:
– Det sker vil omhandle, hvad der sker i kirker og foreninger rundt omkring i København, det være sig gudstjenester, koncerter og andre særarrangementer. Udsendelsen beregnes at vare 15 minutter.
– Frikvarter vil i samme længde omhandle interviews med lokale folk, for eksempel på et af Københavns væresteder.
Viggo Wive drømmer endda om en længere udsendelse om de mange gode væresteder, som København er fyldt af. Her vil værten tale med ledere og brugere, mens kaffemaskinen snurrer i baggrunden.
Til sidst forberedes udsendelsen Byen rundt.
– Den vil omhandle Københavns historie, og her vil værten skulle fordybe sig i grundig research i byarkiverne om, hvordan de forskellige bygninger og kvarterer blev til og udviklede sig gennem årene. Udsendelsen vil vare 30 minutter.
Kommunen får adgang til radioen
I den anden ende af landet – i Radio Aadalen Skjern – har de produceret lokale udsendelser i mange år. Så de har ikke problemer med at leve op til Kulturstyrelsens krav.
Radioen sender lokale nyheder i 15 minutter fire gange ugentligt. Det sker i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Dagblad. Så allerede her er kravene opfyldt. Men der er mange flere lokale udsendelser, oplyser radioens formand Niels Christian Holm:
– Weekendmagasinet bringer hver uge 5 interviews med nøglepersoner i byens kultur-, kirke- og foreningsliv.
– En gang om måneden sendes halvanden time om gamle dage direkte fra Skjern Vindmølle. Og transmissioner fra gudstjenester i egnens kirker, naturligvis.
Derudover får det offentlige også lov til at lave programmer og sende dem i Radio Aadalen.
– Sundhedscentret i byen laver en udsendelse med en pensioneret læge som vært. Og Skjern Udviklingsforum laver udsendelser om forskellige byudviklingsinitiativer, bl.a. Den grønne korridor, som skal sikre grønne områder gennem hele Skjern by.
Historielærer dækker lokalhistorie
Lidt længere sydpå – i Arkens Radio i Esbjerg – har man også taget udfordringen op med at lave lokale udsendelser.
– Det skal være tale-radio, produceret af lokale mennesker med lokale mennesker, og som skal have ‘almen interesse’. Det er en god udfordring for os på Arkens Radio, fortæller Bent Larsen i Arkens nyhedsblad.
Han oplyser, at Arkens Radio vil lave 3 gange 20 minutters lokalstof hver uge. Der er fire redaktioner, der dækker fredagens aftenflade på skift, og de vil hver lave 20 minutters lokalstof efter eget valg. En historielærer fra byen vil lave 20 minutter om Esbjergs historie hver uge. Og programmet Morgenkrydderen vil hver dag indeholde 5 minutters nyheder fra dagbladet Jyske Vestkysten. Man vil også lave interviews med lokale esbjergensere, oplyser Bent Larsen.
Det kristne livssyn i perspektiv
Endnu længere mod syd – i Haderslev – får vi fat i Norea Radio, som leverer stof til kristne lokalradioer i bl.a. Haderslev, Aalborg og Helsingør.
– Her vil man typisk lave nye programmer, hvor man laver interviews med lokale folk. Det kan være den lokale præst eller andre, som fortæller om deres fagområde og sætter det kristne livssyn i perspektiv, fortæller Noreas leder, Ole Sørensen.
Ikke alle lokalradioer har dog kunnet mobilisere nok kræfter til at lave lokale udsender – af lokale, om lokale, til lokale, som det bliver udtrykt. Således har LUMI Radio Syd måttet dreje nøglen om, og det samme har Bornholms Kristne Nærradio måttet gøre.
Billede i top: Radio Aadalens studie i Skjern. Foto: Svend Løbner

Tidligere artikelJulen er noget særligt!
Næste artikelNytårsudsendelse om kosmos og stjernestøv