Koranskolen på P1 var mere samtale end egentlig skole og viste, at muslimers hellige bog kan tolkes på flere måder. Programkonceptet kan med fordel udvides til en samtale mellem repræsentanter for flere religioner.
Kommentar af Svend Løbner, redaktør for Kirke & Medier
Jeg er gået i koranskole – eller er jeg? Jeg har lyttet til et par udsendelserne i serien Koranskolen på P1 og er faktisk blevet en lille smule klogere på islam. Og det er jo ikke så tosset, når jeg skal tale med mine muslimske venner og pizzabageren henne om hjørnet.
Men det er ikke en koranskole i egentlig forstand, vært Christoffer Emil Bruun præsenterer os for i fem udsendelser henover sommeren. Jo, godt nok ringes skolen ind med en minaretbøn, og der er både elever og en imam eller mufti som lærer. Der ringes ud til frikvarter med endnu kald fra minareten, og eleverne funderer over kloge spørgsmål til den muslimske lærde.
Men det er ikke udenadslære i Koranen på klassisk arabisk, som de muslimske lærde i programmet pointerer typisk kendetegner koranskoler. Derimod er det et samtaleprogram, hvor kendte danskere sammen med værten udfritter henholdsvis imamen og muftien om Koranens tekst og dens indflydelse på danske muslimers hverdag i dag.
I de to gennemlyttede programmer er lærerne imam Waseem Hussain, formand for Dansk Islamisk Center, og mufti Imran Bin Munir Husayn, leder af IslamAkademiet. Eleverne er chefredaktør ved Ekstra Bladet, Poul Madsen, og teaterchef ved Østre Gasværk Jon Stephensen.
Eleverne havde fået lektier for: De skulle lære og studere centrale vers fra Koranen og var derudover fri til at stille alle de spørgsmål, de havde lyst til. Begge var bekymrede for muslimske parallelsamfund, hvor profeten Mohammeds åbenbaringer angiveligt står over grundloven. Begge spurgte nysgerrigt ind til, hvordan koranvers om menneskers ansvar og forståelse af sandhed fortolkes. Og begge kunne drage paralleller til religiøse forestillinger generelt og klassiske kristne dyder for år tilbage.
Hvad lærte jeg så i koranskolen? Først og fremmest, at der er en rig tolkningstradition i islam, så også vanskelige og konfliktfyldte vers bliver tolket ud fra deres historiske og kulturelle sammenhæng. Muftien, som er specialuddannet i islamisk jura, sagde rent ud, at man ikke bare kan overføre muslimske love på demokratiske samfund. Disse anvisninger er til personligt brug i hverdagslivet og ikke noget, man skal pådutte andre mennesker. Imamen undrede sig også over, at muslimer lagde så megen vægt på spiseregler på bekostning af andre og vigtigere principper i Koranen.
Jeg lærte også, at nogle danskeres angst for islam meget bunder i en generel fremmedgørelse for religion. Danmark er et sekulært samfund, og selv om vi har en folkekirke, er danskerne mere kulturkristne end praktiserende kristne. De to elever henviste religiøse vaner som bordbøn og kirkegang til deres forældres eller bedsteforældres generation. Denne fremmedgørelse bevirkede måske, at de to elever ikke var skarpe nok i deres spørgsmål til læreren. Flere gange lod de ham ind imellem slippe for nemt.
Til sidst lærte jeg, at samtale fremmer forståelsen, og at selv følsomme og konfliktfyldte temaer kan afmystificeres, når de tages op i et jovialt samtaleprogram. Jeg får mindelser tilbage til DR2-programmet Tal med Gud, hvor Clement Kjersgaard – knap så rapmundet som i dag – tog et religiøst emne op og spurgte et panel bestående af en imam, en rabbiner, en pater, en sognepræst og – så vidt jeg husker – en sikh eller hindupræst.
Det program blev man også klogere af – og det får mig til at ønske dette programkoncept tilbage. Det behøver ikke hedde Koranskolen, ej heller Bibelskolen. Men blot dyrke den religiøse samtale, så vi får en kvalificeret kulturdebat og ikke er overladt til visse meningsdanneres fordomme om religion og stigmatisering af bestemte religiøse befolkningsgrupper.
Summa summarum: Koranskolen var lærerig – trods den misvisende programtitel. Blot kunne den udvides til en samtale med repræsentanter for flere religioner.
Lyt til programmet Koranskolen på P1 her.
