PRESSEMEDDELELSE
KLF, Kirke & Medier kæmper fortsat for Morgenandagten, selv om den ikke nævnes i den public service-kontrakt, der netop er indgået.
I den ny public service kontrakt for 2013-2014 er Danmarks Radio ikke længere forpligtet til at transmittere Morgenandagten fra Købehavns Domkirke.
Det skyldes, at henvisninger til specifikke programmer er droppet i kontrakten og derfor også den note, der følger med kravet om at dække ”den danske – herunder også kristne – kulturarv”. Det betyder at denne specifikke formulering er slettet: ”Dette indbefatter dækning af morgenandagt og kristne højtider”.
Det ærgrer flere meningsdannere, selv om Danmarks Radio over for Kristeligt Dagblad lover, at ændringen i kontrakten ikke får nogen praktisk betydning: ”Vi fortsætter med at sende Morgenandagten, selvom det ikke står i kontrakten”, lover Flemming Hedegaard Larsen, der er kanalredaktør på DR K, som trosstoffet nu hører under.
Også KLF, Kirke & Medier er betænkelige ved, at den specifikke formulering er droppet. Landsforeningen indsamlede forrige år over 13.000 underskrifter for at bevare Morgenandagten på FM båndet. Danmarks Radio valgte alligevel at fjerne Morgenandagten fra P1 og i stedet sende den på DAB og DR 2. Nu vil KLF sikre, at Morgenandagten ikke falder helt ud af programfladen:
– Vi beklager naturligvis, at DR ikke længere formelt har pligten til at transmittere Morgenandagten og dække de kristne højtider. Men vi noterer med forventning, at DR ikke har tanker om at droppe morgenandagten, som hver morgen har stor betydning for en trofast lytterskare. KLF, Kirke og Medier vil stædigt holde DR fast på dette fine program, udtaler landsformand Henning Bjerg Mikkelsen og fortsætter:
– Vi noterer også med glæde, at DR i sin public service-redegørelse fremover skal redegøre konkret for sin formidling af den kristne kulturarv. Det har vi tidligere efterlyst, men nu får vi det, hvilket vi kun kan være meget tilfredse med. På den måde får vi i højere grad synliggjort tro- og eksistensstoffet, som DR har givet løfte om at ville fremme på DR K samt på de øvrige kanaler svarende til deres profil.
—
Kontakt Henning Bjerg Mikkelsen for en kommentar på mobil 2826 5807.