KLF, Kirke & Medier stillede kritiske spørgsmål til Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn ved dagens lancering af den nye børnekanal DR Ultra.
I dag lancerede Danmarks Radio den nye kanal DR Ultra, som placerer sig mellem DR Ramasjang og DR3 som kanalen til de større børn. Kanalen går i luften på mandag den 4. marts.
Dermed er den nye kanalstruktur på DR faldet helt på plads, og alle aldersgrupper skal nu kunne finde alderssvarende tv hos DR.
– Det lyder som udgangspunkt meget godt. Men opsplitningen af kanaler til aldersgrupperne rummer dog også nogle udfordringer og problemstillinger, mener KLF, Kirke & Mediers generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
Skab tv-øjeblikke for hele familien
– I de gamle monopoldage kunne DR samle familien Danmark omkring hovedkanalen, da der ikke var andre alternativer. Med den nye kanalstruktur er selv børnenes tv-oplevelser nu splittet op i to. Jeg mener, at det er vigtigt, at en stor kanal som DR husker at skabe nogle tv-øjeblikke for hele familien også, så vi fortsat kan få lov til at opleve, at familien kan samles også omkring fjernsynet ind imellem. Den moderne familie har ofte tv i flere rum i hjemmet, og derfor kan segmenteringen let betyde, at vi ikke længere samles om oplevelserne på skærmen.
KLF, Kirke & Medier var med ved lanceringen af den nye børnekanal og fangede DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn, som svarede:
– Fragmenteringen er derude i forvejen, uanset hvad vi gør. Den er drevet af nye medieplatforme og at alle nu kan få stoffet nemt og billigt on demand. Vi har derfor valgt en strategi, hvor vi bevarer de seks kanaler, vi har, og gør det meget bedre i forhold til bestemte målgrupper. Så alle i Danmark oplever, at der er et relevant tilbud ”lige netop til mig”.
Kan ikke rumme alle børn
Men splitter man ikke familien?
– Vi må erkende, at vi ikke kan rumme børn fra to-tre år og helt op til 13-14 år på én kanal. Der er simpelthen en verden til forskel. Enten siver de små, eller så siver de store. Det er så endt med en børnekanal Ramasjang, som er attraktiv for både små børn og forældrene. For det er tv, der i vidt omfang skal ses sammen med nogen. Hvorimod DR Ultras målgruppe er de lidt større børn. Her er man i en forandringsproces, hvor der også er programmer, hvor man ikke ønsker at forældre kigger med. Man vil have noget for sig selv.
– På DR1 har vi sloganet: ”Vi mødes på DR1”. Og vi har lige fået seertal, der viser, at DR1 har den største samsening af alle kanaler i Danmark. Den bliver set meget sammen med familien på tværs af aldre og køn, siger Maria Rørbye Rønn.
”Girls” på DR3 er under bæltestedet
KLF, Kirke & Medier ser også med skepsis på DR3’s meget brede målgruppe på mellem 15 og 39 år.
– Børn ser altid op til de grupper, der er ældre end dem selv. Derfor vil der være en fare for, at særligt målgruppen for DR Ultra i høj grad vil føle sig fristede til at se med på DR3, selvom denne kanal henvender sig til unge og ikke til børn. Og med den meget brede målgruppe for netop DR3, vil dette på ingen måde være hensigtsmæssigt. Dette stiller store krav til den nye kanal DR Ultra, som skal sørge for at være så spændende for sin målgruppe, at den kan fastholde sine seere, siger Mikael Arendt Laursen og kritiserer især tv-serien ”Girls”:
– En tv-serie som “Girls” er fx ikke egnet for børn, og derfor er genudsendelserne midt på eftermiddagen på DR3 problematiske. Serien sætter ofte fokus på sex og viser scener, som børn ikke skal se.
Hertil svarer Maria Rørbye Rønn:
– Vi er utroligt opmærksomme på, hvad der er relevant for børn og yngre – og hvor grænserne går for de forskellige ting. I vores dramasektion om aftenen kl. 20 er vi også meget opmærksomme på, at det er her, hele familien sidder og ser tv sammen, siger generaldirektøren og tilføjer:
– Men Girls er en serie, der vil og kan andet end andre serier. Serien handler om mennesker, som vi kan spejle os i. Det er ikke en urealistisk fantasiverden. Og den er faktisk prisbelønnet den serie. Men det er naturligvis vigtigt at vide, hvad ens børn gør, når man er så langt nede i alder.
Ja, for små søskende vil gerne se med hos de store…
– Det er både vores ansvar og forældrenes ansvar. Det er en kombination, indrømmer Maria Rørbye Rønn.
Tro og eksistens er også for børn
KLF, Kirke & Medier kæmper for, at også kirke og kristendom får en naturlig plads på sendefladen.
– Med opsplitningen på hele tre børne- og ungdomskanaler mener vi, at udfordringen bliver at skabe relevant tros- og eksistensstof både til DR Ramasjang, DR Ultra og DR3. Børn og unge kommer ikke omkring DR K, hvor stoffet i dag er samlet til den voksne målgruppe, så skal DR leve op til sin public service-forpligtelse, skal der i et vist omfang også tænkes kirke og kristendom på de tre børne- og ungdomskanaler.
Hvordan får vi tro og eksistens med i Ramasjang og Ultra og DR3? spurgte vi Maria Rørbye Rønn:
– Vi kommer i hvert fald til at tænke på, hvordan vi kan formidle nogle af de ting til børnene. Det arbejde er i gang. Vi synes det er vigtigt som en del af vores kulturarv at tage fat om disse ting, og jeg ved, at der er programmer på vej.
I præsenterede et vidensprogram a la ”Kvit eller dobbelt”. Kunne det være her?
– Ja sagtens. Vi er meget åbne for de ideer, der kommer.
Mikael Arendt Laursen glæder sig til at se, hvordan DR vil tackle de nævnte udfordringer, og deltager gerne i en dialog om det.
– KLF, Kirke & Medier opfordrer DR til at tage disse udfordringer op og finde gode løsninger på dem. Vi ønsker tillykke med den nye kanal DR Ultra og håber, at de større børn med denne kanal får en lang række kvalitetsprogrammer, der svarer til deres alder, slutter han.
—
Generalsekretær Mikael Arendt Laursen kan træffes for en kommentar på mobiltelefon 27 14 66 99.