KLF: Public service er fundament for et demokratisk samfund

0
943

Foto: Henrik Lundahl Revshøi
Vi skal værne om kulturelle værdier, som vi aldrig vil kunne genskabe, hvis de én gang er brudt ned, siger Mikael Arendt Laursen. Foto: Henrik Lundahl Revshøi

De medier, som vi alle sammen betaler for via licensen, er med til at give os et fælles, kulturelt grundlag, som er vigtigt for et demokratisk samfund som det danske, skriver KLF’s generalsekretær i Kristeligt Dagblad.
Er der en etisk problemstilling, der har haft svært ved at trænge igennem i 2016, og som bør komme på dagsordenen i 2017?
Det har Kristeligt Dagblad bedt medlemmerne af avisens Etikpanel om at svare på. Et panelmedlem er generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, Mikael Arendt Laursen. Og han skriver blandt andet, at public service er vores garant for mangfoldighed og dybde.
– Det er her, vi kan få de mest troværdige nyheder og danskproduceret indhold for alle aldre. Og det er her, der er plads til programmer om tro, eksistens og etik, skriver han og pointerer:
– Uden stærke public service-udbydere, som står til ansvar over for politikerne og dermed os brugere, vil der gå noget værdifuldt tabt. Vi vil komme til at leve i en medieverden, hvor det er den stærkeste, der overlever, når seertal – og dermed reklamekroner – vil komme til at diktere alt indhold. Vores børn vil kun kunne se amerikanske tegnefilm og overfladiske tv-serier.
Er det bare en påstand? spørger han retorisk og svarer med et eksempel:
– Prøv at se programoversigterne for de kommercielle kanaler og sammenlign dem med det, som public service-kanalerne tilbyder. Der er stor forskel, når man kigger på mangfoldighed og dybde.
Generalsekretærens nytårsønske for 2017 er, ”at politikerne vågner op og tænker sig rigtig godt om”.
– Vi skal værne om kulturelle værdier, som vi aldrig vil kunne genskabe, hvis de én gang er brudt ned. De medier, som vi alle sammen betaler for via licensen, er med til at give os et fælles, kulturelt grundlag, som er vigtigt for et demokratisk samfund som det danske. Her kan vores helt særegne kultur få lov til at udvikle sig på en mangfoldig måde og berige fællesskabet. Her er der plads til eftertanke og fordybelse i en verden, hvor det ellers kan være en mangelvare.
Derfor giver han et vink med en vognstang til public service-medierne:
– Lev op til det formål, som I er sat i verden for. Tag ansvar for høj kvalitet og etik, mangfoldighed og dybde.
Læs hele indlægget i Kristeligt Dagblad her.

Tidligere artikelKLF’s tre nytårsønsker for radio og tv
Næste artikelTidsånd: God start med plads til forbedringer