KLF giver Buketten til Katrine Muff og Mathias Hammer fra P2

Sangbogen på P2 bryder med koncepterne. Både når det gælder, hvad man kan forvente at høre på P2 – og DRs radiokanaler i det hele taget. Nu belønnes programmet og programmets værter Katrine Muff og Mathias Hammer med Buketten fra KLF, Kirke & Medier.

0
1241

Hvor kan man i samme program høre både Andreas Odbjerg, Midsommervisen, I østen stiger solen op og Beethoven? Svaret er på P2 i Sangbogen med Muff og Hammer. I programmet hyldes musikken i bredeste forstand, og derfor fortjener programmet Buketten fra KLF, Kirke & Medier, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF:

– Sang og musik er for rigtig mange mennesker lig med glæde og fællesskab og skaber et væld af følelser hos den, der lytter til den. Programmet Sangbogen på P2 med værterne Katrine Muff og Mathias Hammer er uge efter uge inspirerende og fyldt med en smittende sangglæde, forklarer han.

Et højdepunkt var en særlig udgave af programmet, der blev sendt langfredag og havde påsken som tema.

– I to timer spillede programmets værter skønne påskesange og -salmer, hvilket på smukkeste vis lagde op til den kirkelige højtid. Det var noget helt særligt – blandt de mange gode programmer med Muff og Hammer. Samspillet mellem værterne og deres forskellige tilgang til sang og musik er med til at skabe en god dynamik i programmerne, ligesom den lette omgangstone og værternes gode formidlingsevne gør det nemt at føle sig inkluderet som lytter. Desuden er værternes entusiasme og viden med til at gøre programmerne engagerende og lærerige.

Katrine Muff og Mathias Hammer modtager Buketten for deres værtsopgave i Sangbogen på P2. Foto: Lars Salomonsen

Appetit på musik

I februar havde programmet premiere, og for Katrine Muff og Mathias Hammer var det lidt af en drøm, der gik i opfyldelse.

– Jeg tror, det handler lidt om, at vi jo begge to elsker det der rum, hvor man krydsbestøver hinanden med begejstring for noget, man lige har hørt, forklarer Katrine Muff.

– Det er ret interessant det her med at sidde og snakke om, hvordan vi bliver ramt af musik, for det bliver vi jo på den samme måde.

Katrine Muff er den ene halvdel af værtsparret fra Sangbogen på P2. Foto: Lars Salomonsen.

– Vi har selvfølgelig en kærlighed til stoffet, men også en tro på stoffet, på sangens kvalitet, og et mod til at være ægte omkring det, supplerer Mathias Hammer.

– Da vi lavede det første program, var jeg meget spændt på, hvad det egentlig er for nogle mennesker, der kan synes, det er interessant i løbet af den samme time at høre en salme af og Grundtvig og en hiphop-sang af Nik & Jay. Men jeg synes, jo længere vi kommer ind i programmerne, jo mere åbenlyst er det, at gode sange er uafhængige af tid, sted og genre.

Mathias Hammer glæder sig over samarbejdet med Katrine Muff. Foto: Lars Salomonsen.

Rørt og stolt

Hvad det betyder for jer, at I får Buketten af KLF, Kirke & Medier for jeres program?

– Det betyder alverden, lægger en tydeligt glad Mathias Hammer ud.

– Jeg er simpelthen så rørt og stolt over, at vi bliver anerkendt, og at der er nogen, der lytter med.

Katrine Muff tilføjer med et smil:

– Vi havde ikke regnet med, at der var nogen, der havde opdaget os allerede!

Tidligere har blandt andre DR Pigekoret (DR), Kernen (TV 2), Jakob Stegelmann (DR) og Bibelen Leth fortalt (P1) modtaget Buketten fra KLF, Kirke & Medier.

Mikael Arendt Laursen fortæller om illustrationen Velkommen på Margueritruten, som tegneren Ole Steen Pedersen har kreeret for KLF. Foto: Lars Salomonsen.
Tidligere artikel3 år og 50 episoder – lyt til jubilæumsudgaven af KLF lige nu
Næste artikelMere hæder til Præst søger Paradis