KLF advarer mod at sprede public service-forpligtelse

0
851

Kulturminister Mette Bock vil sprede forpligtelse om folkeoplysning på flere medier. Det bliver svært at holde øje med kvalitet og indhold, mener landsformand i KLF, Kirke & Medier, Henning Bjerg Mikkelsen. 
KirkeogMedier-1-2017-webI disse dage lander endnu en udgave af magasinet Kirke & Medier i postkasser over hele landet. Magasinet udgives af Danmarks største mediebrugerorganisation, KLF, Kirke & Medier til medier og medlemmer.
Her vil man blandt andet kunne læse et interview med kirke- og kulturminister Mette Bock, der vil ”ryste” public service-posen ved at afskaffe licensen, slanke Danmarks Radio, sælge TV 2 og lade flere medier komme til fadet for folkeoplysning:
– Jeg er ikke særlig optaget af institutioner, men mere af indhold. Hvis vi i Danmark synes, der for eksempel skal være mulighed for at være en del af en gudstjeneste, når man ikke er fysisk i kirkerummet, så skal vi finde ud af, hvem der kan producere og stille det til rådighed. Det skal være i den rækkefølge – i stedet for den lidt rigide diskussion om, hvorvidt man er for eller imod DR…
Gudstjenester bør forblive public service
KLF, Kirke & Medier er ikke begejstret for kirke- og kulturministerens tanker, som får disse ord med på vejen af formand Henning Bjerg Mikkelsen:
– Kulturministerens udmelding om en slankning af DR og en spredning af public service på andre medieudbydere kan godt bekymre. For hvis man spreder public service på alt for mange aktører, bliver det sværere at holde styr på, at kvalitet og indhold bliver som ønsket. Er det derfor ikke bedre at samle public service f.eks. hos DR, som så har forpligtelsen til at levere på alt det, der samler danskerne? Gudstjenesten bør i hvert fald forblive et public service-krav – for sammenhængskraftens og fællesskabets skyld.
Læs artikel og kommentar i det seneste nummer af magasinet Kirke & Medier.
Magasinet modtages gratis ved medlemskab af KLF, Kirke & Medier.

Tidligere artikelMagasin 1 – 2017
Næste artikelBuketten til Erkan Özden for sin indsats med “I sandhedens tjeneste”