Klar tale om kristen tro i Gud fader bevares

Sørine Gotfredsen gav Anders Stjernholm kvalificeret modspil i torsdagens udgave af Gud fader bevares, skriver formand for Den Kristne Producent Komite og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk i sin anmeldelse.

0
1725
Anders Stjernholm, vært på "Gud fader bevares?". Foto: Radio4.

Ateisten (eller måske rettere ”anti-teisten”) Anders Stjernholm (AS) og sognepræst Sørine Godtfredsen (SG) drøftede i Radio4 synet på kristendom og troen på det evige liv.

AS var studievært, og hans optakt til samtalen var decideret negativ over for tro og især over for kristendom. Det virkede i øvrigt temmelig ”skævt”, at én af debattørerne var studievært. Normalt er en studievært neutral og skal fordele sol og vind lige. Sådan var det absolut ikke i dette program.

Anders gjorde igen og igen opmærksom på, at Radio4 “taler med Danmark”, men han taler måske mest med en lille gruppe ateister (anti-teister) i Danmark. Det virkede langt hen i programmet, som om hans mål var at ”nedgøre” kristendom og kristne i Danmark.

I modsætning til dette stod Sørines enkle forklaring om kristendom og troen på Jesus Kristus. Hun understregede, at kristendom ikke blot er næstekærlighed (det er den også), men at Jesus Kristus og troen på ham er hele grundlaget for og omdrejningspunktet i kristendommen. Erkendelsen af syndefaldet, troen på Jesus Kristus, troen på det evige liv og dets betydning … Det var en fryd at høre! Det er sjældent, vi i medierne hører en så klar tale omkring tro og kristendom.

AS prøvede på bedste måde at bortforklare SG’s tanker om tro med sine egne tanker om evolution, gener, udvikling, utopi, psykologi, ønsketænkning mv. En omgang forvirrede tanker! Men Sørine er en dygtig debattør (både journalist, præst og master i medievidenskab), og hun kan sin teologi, vores idéhistorie og verdenshistorien! Derfor lykkedes hans forehavende heller ikke. Hvis ikke hun havde været med i programmet, havde den været en katastrofe!

Tænk at vores skatte-penge bruges til en udsendelse som denne – der åbenbart har til formål at udbrede ateisme / anti-teisme og forvirrede tanker om alting og intet i Danmark.

Titlen ”Gud Fader bevares” var en rigtig god titel, som udtrykker min overordnede mening om udsendelsen. Og tusind tak til Sørine for hendes fantastiske indsats i dette program!

Tove Videbæk
formand for Den Kristne Producent Komite og tidligere folketingsmedlem

Programmet Gud fader bevares på Radio4 fortsætter. Men dette er den sidste anmeldelse af/kommentar til programmet på klf.dk i denne omgang. Tak til alle, der bidrog med kommentarer og refleksioner om programmet.

Tidligere artikelVærd at vide om TikTok
Næste artikelKære DR, hvorfor forstummer kirkeklokken på TV om sommeren?