KD slår ind på "radiovejen" med lydserie om etik

Kristeligt Dagblad har længe ikke "kun" en papiravis, men har flere og flere aktiviteter på nettet. Nu udvider avisen med en lydserie om hverdagens etiske udfordringer. Udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard forklarer hvorfor...

0
1208
Behind the scenes på mommy til KDs nye lydserie, Det Etiske Kompas. Stinne Andreasen er vært på programmet. Christian Ottenheim er producer, og panelet består af Mattias Stølen Due, Anders Gadegaard og Margrehte Kähler.

Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Hvide løgne, kompliceret sorg og svære relationer. Hverdagen er fuld af moralske dilemmaer. Men hvilket etisk kompas skal man styre efter i det moderne Danmark?
I et nyt programformat sætter Kristeligt Dagblads lyd-avis hver uge tre vidende og erfarne mennesker sammen til en snak om at finde retning i livet og træffe vanskelige valg.
– Oplever vi ikke alle nærmest dagligt at stå i moralske dilemmaer? Det tror jeg. Men hvorfor vi så ender med at gøre, som vi gør, tror jeg ikke altid, vi får tænkt helt igennem. Derfor er det en fornøjelse at kunne bruge tid sammen med vidende mennesker på at overveje, hvad der er det rigtige. Eller måske bare det mindst forkerte. For der er ofte ingen enkle eller nemme svar, siger journalist og digital redaktør Stinne Andreasen, der i de i alt syv planlagte programmer frem til jul også tager fat på emner som demens og opdragelse – af andres børn.
Morten Thomsen Højsgaard, udviklingschef på Kristeligt Dagblad, fortæller, at avisens læsere har taget rigtig godt imod lydavisen, som avisen oprettede som et forsøg i 2016.
– Det har vist sig, at abonnenterne er rigtig glade for muligheden for at lytte til oplæste artikler om tro, etik og eksistens. Dertil kommer en særlig stor interesse blandt brugerne for indhold, der er skabt direkte til lyd-avisen om for eksempel vikingernes historie eller programmer om at få indhold ind i tilværelsen som ældre. Derfor udbygger og udvikler vi området. Nu også med et tilbud, der behandler etiske dilemmaer, som vi alle kan støde på i hverdagen, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Programmet ligger umiddelbart tæt op ad Mads & Monopolet, er det bevidst?
– Jeg tror, vores vært, der her træder ind på radioscenen for første gang vil være meget stolt af at blive sammenlignet med Mads Steffensen, som jo er legendarisk inden for dansk taleradio. Men når det er sagt, så er der vist ingen, som har patent på et samtaleprogram med en vært og tre deltagere, fastslår Morten Thomsen Højsgaard.
Han fortæller, at han er blevet inspireret af det norske ”Abels Tårn”, som via samtaler formidler videnskab på en meget tilgængelig og behagelig måde, der samtidig er velunderbygget.
– Den tanke gennemsyrer også Det Etiske Kompas. Vi vil gøre svære emner og vigtig viden let tilgængelig.
Gæsterne i lydserien er ikke valgt, fordi de er kendte, men fordi de har en relevant faglighed og professionelle erfaringer at trække på inden for netop det etiske emne, der tages op i det konkrete afsnit. Hver gang skal der også være mindst én person i panelet, som repræsenterer tro og kirke.
– Det er en meget væsentlig kilde til de normer og de værdier, Danmark bygger på, bemærker Morten Thomsen Højsgaard.
Men det er stadig det samme felt, I bevæger jer i som Mads & Monopolet med hverdagens problemer. Hvad kan I tilbyde, som P4 ikke kan om lørdagen?
– Igen er der nok ingen, som kan have monopol på hverdagen, hvad enten man hedder Dan Túrell og holder af hverdagen, eller man som i den store amerikanske serie Friends får hele ti sæsoner med seks mennesker til at handle om tilværelsens små kontroverser, understreger Morten Thomsen Højsgaard.
– Kristeligt Dagblad har siden 1990’erne behandlet tro, etik og eksistens. Så det er et nøgleemne fra avisens eget univers, nemlig etikken, vi nu sætter lyd til. Vi gør det i samtalens form, fordi vi er overbeviste om, at der ikke er nogen nemme eller enkle opskrifter på det gode liv. Vi søger alle efter svar på svære spørgsmål. Vi lykkes, og vi fejler. Derfor er samtalen så væsentlig. Og det er den samtale om moral og om retningen i livet, som Det Etiske Kompas giver et kvalificeret bud på.
Morten Thomsen Højsgaard tilføjer, at han har stor respekt for P4, men at der er en naturlig forskel på P4 og Kristeligt Dagblad.
– Det Etiske Kompas ligner efter min vurdering mere et nyt og aktuelt debatopslag i Kristeligt Dagblad end en formiddags-flade i P4. Men nu inviterer vi nye lyttere indenfor, og så kan enhver jo danne sig sin egen mening. Programmet er et kompas, men man bestemmer selv, om man vil bruge det, og om man vil gå mod nord, syd, øst eller vest med det.
Lydserien kan høres på k.dk/kompas.

Tidligere artikelDR markerer 1. Verdenskrigs afslutning – og flytter radiogudstjenesten
Næste artikelMagasin 4 – 2018