I søndags var det Helligtrekongers søndag og den officielle afslutning på julen. Det er derfor blevet tid til at se tilbage på julens tv– fik vi det, vi ønskede os?
For KLF har det været en blandet oplevelse med julens tv. Inden jul samlede vi en ønskeliste til DR og TV 2:
- Julekalender med kristent budskab
- Film om julens indhold
- Koncerter med julens sange
- Dokumentarer om julens begivenheder
- Spillefilm med bibelske beretninger
Men hvordan gik det så?
Ros for julekalender
Vi vil gerne rose DR for deres julekalender Julestjerner. Det må siges at være den julekalender DR har lavet med mest kristent indhold og med klare referencer til kristendom. Sognepræst Hanne Jul Jakobsen skrev i Kristeligt Dagblad den 12. december 2012.
“I DR’s julekalender “Julestjerner” er der så meget eventyrligt stjernestøv, astronomisk viden og så mange bibelske henvisninger, at den nok skal finde vej til mange juleprædikener”
General sekretær Mikael Arendt Laursen udtalte sig også til Kristeligt Dagblad den 20. december omkring DR’s dækning af julen:
“DR har lavet en julekalender med fokus på den kristne jul, og derfor synes jeg, de her lever op til de forpligtelser, de har i forhold til at formidle julen som kristen højtid. Men selvfølgelig kan man diskuterer volumen, og man kunne også godt ønske sig mere. Men jeg synes grundlæggende, at de gør et hæderligt forsøg på at leve op til deres forpligtelser”.
Hvor var TV 2?
Særligt på TV 2 var den kristne jul svær at få øje på. Julekalenderen “Jul i Valhal” omhandlede nordisk mytologi, ligesom julekoncerter og film med julens indhold og budskab var svære at få øje på i TV-oversigten.
Dommedag på DR
Den 21. december var der lagt i ovnen til dommedag på DR 2 med temaet “Jordens undergang”. Man kan diskutere ideen bag et sådan dommedagstema, men denne aften gav de blandt andet ordet til sognepræst Sørine Godtfredsen, hvilket midt i et måske tvivlsomt tema var en god vinkel.
Julen 2013
Alt i alt fik vi ikke alt, hvad vi ønskede os. DR’s julekalender var en god oplevelse, men derudover har vi ikke mange rosende ord for dækningen af den kristne jul. Vi manglede fokus på den kristne jul i mediebilledet generelt og især på TV 2.
Vi vil derfor arbejde på at lave en ønskeseddel igen til næste jul. Vi vil blive ved med at fortælle medierne, hvad vi kunne tænke os og håbe, at de en dag opfylder flere af vores ønsker.
—
Læs Hanne Jul Jakobsens indlæg i Kristeligt Dagblad